I har nok allerede retningslinjer for digital chikane, men er du som arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant klar over, at reglerne løbende skal opdateres med den nyeste viden og de nyeste erfaringer? Og at man hele tiden skal sikre, at alle medarbejdere har kendskab til retningslinjerne?
Blandt andet for at gøre opmærksom på disse forhold har HK Kommunal samlet en række gode råd om håndtering af digital chikane. Her kan man læse
- hvad man selv kan gøre som ansat
- hvad arbejdspladsen kan gøre
- hvordan man håndterer chikanen, når skaden er sket
Der er blandt andet en opfordring til at få en drøftelse af, hvor grænsen går mellem chikane og borgernes ytringsfrihed. Det kan jo passende ske ud fra friske eksempler fra egen eller andre arbejdspladser.
Der er også en konkret opfordring til at få oprettet en mailadresse, fx chikanemail@arbejdspladsnavn.dk, hvortil chikane kan videresendes eller indberettes. På den måde kan man sikre, at indsamling af dokumentation bliver systematiseret og kan danne grundlag for dialog med krænkeren eller politianmeldelse.