Er det mere end tre år siden, at du har været på efteruddannelse, så bør du seriøst overveje at komme af sted, vurderer uddannelsessekretær Britta Appel fra HK Privat. Er det mere end fem år siden, er der ikke så meget at overveje. Foto: Lisbeth Holten.

1. Det er nødvendigt for at kunne varetage dine arbejdsopgaver
Har dine opgaver ændret sig så meget, at du i dag udfører væsentlige dele af dit arbejde på baggrund af sidemandsoplæring og ting, du har lært dig selv? Så har du brug for at styrke dine kompetencer formelt. Dels for at gøre dig dygtigere til at løse dine arbejdsopgaver, dels fordi det er ekstremt vigtigt, at du har papir på dine kompetencer, hvis du på et tidspunkt skal skifte job. Det er både vigtigt i forhold til, hvilke job du vil kunne komme i betragtning til, og vigtigt i forhold til, hvad du kan kræve i løn.

2. Du vil gerne forbedre dine fremtidige karrieremuligheder
Der er mindst tre rigtig gode grunde til, at du skal efteruddanne dig, hvis du gerne vil forbedre dine karrieremuligheder.

  • Den ene er, at du både på din nuværende arbejdsplads og i forbindelse med et jobskifte står bedst med stærke og tidssvarende kompetencer.
  • Den anden er, at du alene ved at efteruddanne dig signalerer, at du er en dynamisk medarbejder, som tænker fremad, tager ansvar og forstår vigtigheden af løbende at styrke og opgradere sine kompetencer.
  • Den tredje er, at du ”risikerer” at få ny inspiration og nye input til, hvad du selv synes kunne være endnu mere sjovt eller spændende at lave – og hvad der kunne være af jobmuligheder i den retning.

 

uddannelsesuge 7.-11. oktober 2019

 
Kom til uddannelsesmesse eller et af de mange andre arrangementer under HK Hovedstadens uddannelsesuge 7.-11. oktober. Se hele programmet her.


3. Du vil gerne sikre dig mod afskedigelse eller ledighed
I mange fag oplever medarbejderne i dag, hvordan manuelle processer bliver automatiseret, digitaliseret eller måske ligefrem robotiseret. Mange af os er nødt til at gøre noget aktivt for at følge med udviklingen, hvis ikke vores job og fremtidige muligheder skal glide os af hænde. Udviklingen på arbejdsmarkedet er nemlig kendetegnet ved kortere ansættelser og hyppigere jobskifter, mange traditionelle HK-jobs ændrer karakter, og nogle bliver i stigende grad besat af akademikere. Det er simpelthen ikke længere nok at arbejde hårdt og være god til sit job. Den største sikkerhed og tryghed får du ved at dygtiggøre dig i takt med, at dit job og arbejdsmarkedet udvikler sig.

4. Du vil gerne skifte job – og måske endda branche
Ligegyldigt hvor dygtig du er til dit nuværende job, tæller det ikke meget, hvis du gerne vil skifte til et job, der kræver andre kompetencer. Jo mindre du udvikler dig, jo mere låst er du til det, du laver i dag. Efteruddannelse kan være med til at skabe jobmuligheder for dig, som du ikke har lige nu. 

5. Det er mindst 5 år siden, at du har efteruddannet dig
Mange af os ville i dag næppe komme i betragtning til vores eget job, hvis vi blot bød ind med de kompetencer, der i sin tid sikrede os stillingen. Hvis det er mere end tre år siden, at du sidst har dygtiggjort dig, bør du seriøst overveje dine muligheder for efteruddannelse. Og er det mere end 5 år siden, bør du bare tænke: Af sted med mig!

 

Var der noget, du kunne genkende?

 
Hvis du kunne nikke genkendende til bare ét af de fem punkter, vil det sandsynligvis være en rigtig god idé for dig at komme i gang med efteruddannelse. Det kan være et AMU-kursus af få dages varighed, det kan være et enkelt modul på en diplomuddannelse – eller måske er en hel akademiuddannelse det rette for dig. 

 

Men hvad skal du vælge? En ny undersøgelse fra tænketanken DEA viser, at de to største forhindringer for, at HK’ere tager efteruddannelse, er: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal uddanne mig inden for” og ”Jeg kan ikke finde en relevant uddannelse”.

 

En oplagt mulighed for dig er at søge råd og vejledning i din fagforening. Tjek programmet for HK Hovedstadens uddannelsesuge den 7.-11. oktober, hvor vi har en række vidt forskellige arrangementer på plakaten, blandt andet en uddannelsesmesse. Du er også altid velkommen til at kontakte din lokale HK-afdeling, og endelig kan du ringe til karrieretelefonen på 3330 4460, som er åben hverdage kl. 13-16.