Det er kvinderne, der tager størstedelen af barslen, de får mindre i løn end mænd for samme arbejde, og de er sjældnere repræsenteret i bestyrelser end mænd.

Oven i det, er det danske arbejdsmarked er et af de mest opdelte i kvinde- og mandefag.

- Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Det kan ikke passe, at vi i 2019 stadig ikke kan finde ud af at have reel ligestilling i Danmark, siger formand for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen.

Derfor deltager han, på vegne af HK Østjylland, i ligestillingsfestivalen Talk Town den 28. september i Aarhus.

- Mange medlemmer i HK er kvinder, og vi skal tale deres sag. Vi skal kæmpe for, at de har lige så gode muligheder for løn, uddannelse og indflydelse, som deres mandlige kollegaer, for det kommer ikke af sig selv, siger Søren Sørensen.

Søren Sørensen

Søren Sørensen, formand for HK Privat Østjylland

Talk og paneldebat

Søren Sørensen skal først holde en talk om seksuel chikane på jobbet. Senere på eftermiddagen deltager han i en paneldebat, der handler om øremærket barsel til mænd.

- Øremærket barsel kan få følelserne i kog hos mange, men jeg tror på, at det er vejen frem, hvis vi skal have mændene til at tage mere barsel. Og det skal vi, for ligestillingens skyld. Vi ved, at barsel både går ud over kvindernes løn, pension og muligheder for nye opgaver. Til gengæld ved vi også, at mænd har svært ved at kræve deres ret til barsel, fordi det mange steder ikke er kutyme, at mændene tager mere end 14 dage, siger Søren Sørensen.

Debatten tilbage på midtersporet

Søren Sørensen har gjort ligestilling til en af sine mærkesager som fagforeningsformand. Derfor glæder han sig over, at Talk Town har fundet vej til Aarhus.

- Det er vigtigt, at vi møder hinanden og taler om ligestilling. I dag bliver debatten ofte styret af yderfløjene i debatten – skrigeballonerne og de vrantne mænd. Kvinder, der mener, at mænd kun er af det onde, eller mænd, der slet ikke vil anerkende ligestillingsproblemerne. Jeg mener, at vi skal have debatten tilbage på midtersporet. Vi er nødt til at tale om tingene på en ordentlig måde, anerkender hinandens synspunkter og finde de gode løsninger i fællesskab. Jeg tror, at der er mange danskere, der gerne vil diskutere ligestilling, men de orker ikke debatten, hvis det kun er yderfløjene, der kommer til orde. Derfor håber jeg, at mange HK’ere vil møde op til Talk Town og deltage, siger Søren Sørensen.

Du kan læse mere om Talk Town her, hvor der også er et program for dagen http://talktown.dk/aarhus/