Den nye udgave af portalen for tillidsvalgte er blevet til i samarbejde med en gruppe tillidsrepræsentanter for at imødekomme så mange behov og ønsker som muligt. Processen har været agil på den måde, at brugerne løbende har været inddraget i ideudvikling, prioritering og test. Den agile form betyder også, at vi ikke går i luften med et 100 procent færdigt produkt. Ideen er, at du som bruger kan være med til at påvirke ændringer på portalen.

Nina Andersen, HK fællestillidsrepræsentant i Vordingborg Kommune, har været inddraget i processen:

- Den nye TR-portal er et supergodt arbejdsredskab for os tillidsrepræsentanter, hvor vi kan få oversigt og gemme medlemsdata og sager. Medlemslisterne giver et hurtigt og godt overblik, og der er mange muligheder for at få medlemslister over i Excel-ark og lave sine helt egne lister, så man kun får vist de data, man har brug for.

Besøg portalen

Vi håber, at den nye TR-portal giver et godt overblik og vil være en stor hjælp i dit daglige arbejde som tillidsrepræsentant.

Den mest brugte funktion på TR-portalen er medlemslisten, som blev opdateret i december med nye funktioner, og som blev modtaget med stor succes. Indholdssiderne er nu også blevet udbygget og opdateret, og rummer siderne TR-rollen, Viden og værktøjer og Håndbogen. Søgefeltet er blevet udbygget, så det er lettere at finde det, du skal bruge, på tværs af portalen. Du får nemt overblik over nyheder og relevante kurser målrettet TR’er, og du har din egen ’Min TR-profil’ med mulighed for at uploade klubdokumenter.

Vi håber, du allerede nu har mulighed for at tage en rundtur på portalen – og savner du noget, hører vi meget gerne fra dig. Der er links til at foreslå nyt indhold og nye funktioner inde på portalen.

Sådan får du adgang

  • Log ind på Mit HK
  • Vælg ’TR-portal’ under anbefalede værktøjer.

Vejledninger: Her finder du de nye vejledninger til TR-portalen (LINK)