Tidligere kom borgere i kontakt med offentlige myndigheder ved at møde op på kommunen, gribe knoglen eller ved at sende et gammeldags brev. I dag foregår langt den meste kommunikation gennem Borger.dk eller eboks.

Det betyder en del forandringer i forholdet mellem borgere og offentlige myndigheder, påpeger en ny forskningsartikel af Christian Østergaard Madsen, adjunkt på ITU, samt tre nordiske kollegaer.

- Vi er det land i verden med den allerstørste institutionelle og sociale tillid. Forskningen tyder på, at det skyldes en velfungerende offentlig sektor, høj gennemsigtighed og lav korruption. Men vi risikerer, at digitaliseringen går ind og påvirker tilliden til systemet, sådan lyder det fra Christian Østergaard Madsen fra Forskningscenter for Offentlig IT ved IT-Universitetet til Itu.dk.

 

Efterlyser debat om digitalisering

Han synes, det kunne være interessant at høre politikerne fortælle om, hvad de egentlig vil med digitaliseringen. Han synes kun, at man hører om digitalisering som et middel til vækst og effektivisering, hvilket det bestemt også kan bidrage til. Men er det det eneste, vi vil opnå, spørger han?

- Helt grundlæggende savner jeg en debat om betydningen af, at mødet mellem borger og det offentlige bliver digitalt – inklusive de etiske konsekvenser. Hvad betyder det for tilliden til det offentlige, hvis der ikke længere er et ansigt på? Hvordan påvirker det vores retsfølelse, hvis man ikke oplever at få en forklaring på en afgørelse, eller hvis man har svært ved at forstå en afgørelse?, spørger Christian Østergaard Madsen og understreger, at der er mange fordele ved digitalisering, men at det også kan være problematisk i den forstand, at du ikke i samme grad har mulighed for at få forklaret den afgørelse, der bliver truffet, siger Christian Østergaard Madsen.

Artiklen er opdateret 25. september 2019