Jim

Projektleder Jim Nielsen oplever jævnligt, at hans blazer signalerer professionalisme og autoritet. Foto: Jeppe Carlsen

 

Kortærmet skjorte og cowboybukser. På Jim Nielsens tidligere arbejdsplads var det hans outfit, selv om han var leder. Det var der ikke nogen i virksomheden, som så skævt til, for han var bredt respekteret.

Men da han ville finde et mindre krævende job med en 37-timers arbejdsuge, var han til flere jobsamtaler - uden held.
Efter længere tids jobsøgning kontaktede Jim Nielsen en privatcoach. Han ville vide, hvad han kunne gøre anderledes. Og her var det netop påklædningen, som coachen studsede over. At han troppede op til jobsamtalerne i selvsamme skjorte og cowboybukser.

- Coachen understregede betydningen af fysisk fremtoning og anbefalede mig at tage en blazer på. Så jeg gik ud og købte to. Den ene tog jeg på til næste samtale hos Boligforeningen AAB i København - og fik stillingen som projektleder. Det kan næsten ikke være et tilfælde, påpeger han.

Blazeren medvirkede til at gøre et godt indtryk. Det er Jim Nielsen overbevist om. Og der er kommet seks flere til i garderobeskabet siden da. Dels fordi han føler en forpligtelse til at være ”pakken med den indpakning, som virksomheden har købt”.

- Forleden var det så varmt udenfor, at jeg kraftigt overvejede at lade blazeren hænge i skabet. Min kone opfordrede mig til det. Men jeg endte alligevel med at tage den på, fortæller Jim Nielsen og forklarer hvorfor:

- Det vil nok blive bemærket, hvis jeg en dag ikke har blazeren på. Jeg fornemmer, at min chef godt kan lide den professionalisme, som mit look udstråler.

Læs også: Klæder skaber medarbejdere

Blazeren giver autoritet
Det er en blazer, som har vist sig ikke bare at være en blazer for Jim Nielsen. Den har en signalværdi. Faktisk kan den også virke intimiderende. Engang blev Jim Nielsen spurgt af en kollega, om han behøvede at have den på, for kollegaen blev ”bange” for ham.

Det siger noget om, at de er en broget flok på Jim Nielsens arbejdsplads. Medarbejderne har forskellige funktioner og baggrunde, og de klæder sig derefter.

Men ellers er der flere fordele ved at gå med blazer. Jim Nielsen oplever fx, at den giver autoritet til møder, når han skal markere sig.

- Og jeg har også oplevet at få tildelt en opgave eller et møde, som kolleger med dybere erfaring var mere oplagte til. Det har undret mig.