Fotograf: Steen Brogaard

Det må IKKE – som på nogen som helst måde – få betydning for ydelser og udbetaling af pensioner.

Så klart er budskabet fra beskæftigelsesminister Peter Hummelsgaard (S) til de to kamphaner KMD og ATP/Udbetaling Danmark (UDK).

Tonen i brevet til de to er så markant, at man næsten kan se ham hæve spanskrøret over hovedet og sige: Hvis der sker bare det mindste med pensionsudbetalingerne, så vanker der!

Sagen er, at KMD og UDK/ATP er havnet i en voldsom konflikt, fordi et nyt system til udbetaling af pensioner har været forsinket nu i flere år.

Uenighed om betaling

Kommuner og UDK/ATP – som er brugere og betalere – mener at forsinkelserne giver unødige millionudgifter til gamle og ineffektive systemer – og derfor opsagde ATP som ejer af UDK allerede kontrakten med KMD i 2017, men for at føje næring til konflikten har ATP i foråret 2019 meddelt KMD, at der fremover bliver modregnet i betalingerne til de nuværende KMD-systemer: KMD Social Pension og KMD IPOS.

KMDs modtræk har så været at meddele kommunerne, at KMD fremover vil udstede fakturaer, for betaling af kommunernes brug af KMD-fagsystemerne, direkte til kommunerne frem for ATP/UDK.

Næste skridt ser ud til at være en regulær voldgiftssag mellem de to parter.

Det skridt har altså fået beskæftigelsesministeren op på katederet og tale dunder til de stridende parter – for at understrege at borgerne på ingen måde må mærke til retssag og konflikt.