Pernille Kreilgaard er den første elev fra Fyn på Montebello

Pernille Kreilgaard havde tysk på gymnasiet. Men hun kunne i stedet have foretrukket spansk. Nu har hun lidt fortrudt sit valg.

I fem uger har hun nemlig arbejdet på det danske genoptræningshospital Montebello i Costa del Sol. Det var, mens Pernille Kreilgaard tog uddannelsen til lægesekretær på Odense Universitetshospital. Hun benyttede muligheden for at arbejde et anderledes sted.

- Det har været spændende og lærerigt. Hjemme på Fyn har vi it-systemet Cosmic, og på Montebello bruger de noget helt andet. Meget har været nyt for mig. Også epikriser.
- Men sekretærerne på Montebello har været søde til at lære mig op, fortæller Pernille Kreilgaard.

Fra hele landet

Det er blevet populært at tage i praktik på Montebello. I år kommer der ti danske lægesekretærelever derned. De første fem er allerede booket til næste år.

Tidligere var det fra bestemte sygehuse, der kom elever. Steder hvor det var kendt, at muligheden fandtes. Men nu breder det sig til mange andre hospitaler. Pernille Kreilgaard er den første fra Fyn.

Tidligere var der lidt usikkerhed om ansvarsforsikringen ved en praktikplads i udlandet. Derfor kom der ingen elever. Den tvivl er nu afklaret og alt på plads. Nu er der næsten en elev hele tiden. Den ene afløser den anden.

Mange erfarende

Lægesekretærerne Dorte Baastrup og Lisbeth Otte på Montebello er glade for besøgene fra Danmark. De siger, at de også lærer af eleverne.

- Mange af dem er har arbejdet flere steder og er under omskoling. De kommer med megen erfaring og megen viden, siger Dorte Baastrup.

Familien med

Sekretærerne på Montebello synes, de har været heldige. De har nærmest kun haft dygtige elever. De har også haft en mandlig elev. Han var endda enormt dygtig, fortæller Lisbeth Otte.

- Jeg tror, det er de ikke alt for forsigtige, som søger herned. Det er nogle som tør.

- En af dem havde sin familie med. Mand og børn. Det er win-win for alle.

- Det virker, som om alle elever er glade for opholdet hernede.

Rette fejl

Montebello har haft særlig glæde af Pernille Kreilgaard. Hospitalet har skullet rydde op på en indtastningsfejl i Sundhedsplatformen. En kodefejl.

Den angik alle indlæggelser i 2018. Samlet ikke færre end 1700.

- Pernille Kreilgaard har været en stor hjælp for os, roser Dorte Baastrup.

Sådan kom hun af sted

Pernille Kreilgaard var til et foredrag, hvor hun hørte en elev fortælle om, at hun havde været udstationeret i Grønland.

Samtidig var der på akutafdelingen en kollega, som havde hørt om en patient, der var til genoptræning på Montebello. Det koblede hun sammen og søgte – med resultat.

Hun har fået betalt rejsen til Spanien. Montebello stiller en bolig til rådighed i kanten af hospitalets område. Bagdør ud mod hospitalet, fordør til vejen. Med appelsintræ uden for vinduet.

- Huset er så stort, at jeg også har kunnet have gæster fra Danmark, fortæller Pernille Kreilgaard.