Hanna Skov Hansen: Jeg har en fordel, når vi sidder i et storrumskontor, fordi jeg er vant til at høre stemmer.

Når man træder ind ad døren til ”Din Indgang”, et socialpædagogisk tilbud i Fredericia Kommune, bliver man ikke blot mødt af smilende medarbejdere – men også af farverige malerier. Kunstneren bag er den 30-årige Hanna Skov Hansen, der er ansat i ”Din Indgang” som vært og koordinator. At hun i dag hjælper Fredericias udsatte, sårbare og handicappede borgere på rette vej i livet – var der ingen, der havde forudset, da hun som 18-årig fik tilkendt livslang førtidspension.

Som 14-årig startede Hanna Skov Hansen på efterskole, og dér blev en voldsom skizofreni trigget ud af det blå. Pludselig en dag så hun syner og hørte stemmer. Hun så døde mennesker og dæmoner fra helvede, der ville tage hende med.

- Det var meget, meget voldsomt, fortæller Hanna Skov Hansen, når hun tænker tilbage. Egentlig kunne hun godt lide at være på efterskolen, men som sygdommen tog til, blev hverdagen sværere og sværere. Først i 10. klasse blev hun udredt og fik medicin. Da hun fyldte 18 år, havde hun været indlagt flere gange, og selvom hun var medicineret, fortsatte stemmerne og synerne. Hun fik angst, depression og tvangstanker. Når hun forsøgte at flygte fra sygdommen, blev stemmerne bare endnu mere insisterende.

- De basale funktioner forsvandt. Jeg var ikke i stand til at læse en bog og lære, jeg mistede troen på, at jeg kunne være en del af noget, en del af et arbejdsfællesskab. Jeg forsøgte at tage en HF-uddannelse i starten af mine 20’ere, men det måtte jeg droppe, selvom jeg hele tiden gerne ville have en uddannelse og et job. Jeg isolerede mig. Mine grænser blev udvisket, jeg havde en følelse af, at hvis folk kom for tæt på mig, ville de tage en del af mig med sig. Det var skræmmende at være i. Det var først, da jeg begyndte at omfavne min sygdom og arbejde med den, at der begyndte at ske noget, fortæller Hanna Skov Hansen.

NETVÆRK BLEV VEJEN UD

Som 24-årig fik hun et skånejob, hvor hun to timer om ugen skulle pakke et arkiv ned på en skole, der skulle lukke. Det gav hende et netværk, der skulle vise sig at blive et skridt på vejen mod et helt almindeligt liv uden førtidspension.

- En sekretær fra den nu lukkede skole, ringede og spurgte, om jeg ville være vikar på hendes nye skole i tre uger. De manglede en til at tage sig af alle de lavpraktiske ting 16 timer om ugen. Tre uger blev til tre år, jeg blev klædt på til at tage telefoner, jeg skabte min egen struktur og fik alle de opgaver, som andre var ved at tabe på gulvet. Jeg kan godt lide at være i en udviklingszone, fordi ambivalensen er en god grobund for forandringer, forklarer Hanna Skov Hansen. Hun forklarer, at det at blive en del af et fællesskab var godt for hende, og de fleste af hendes kolleger troede, hun havde skånejob på grund af rygproblemer.

Alle de år, hvor sygdommen dominerede Hanna Skov Hansens liv, tegnede og malede hun. En dag blev hun ringet op af en medarbejder på kommunen, der kendte hende som ”borger”, som spurgte om hun havde lyst til at udstille sine malerier i det her nye tilbud ”Din indgang” i Fredericia Kommune. Det ville hun gerne, og et par måneder efter blev hun igen ringet op og spurgt, om hun havde lyst til at komme til jobsamtale med henblik på at blive ”vært” i receptionen i ”Din indgang”. Hun fik jobbet og startede på 16 timer om ugen.

- Jeg startede bare med at sige hej og goddag og booke en tid til samtale, når folk kom ind. I dag er jeg en del af et værtsteam, som både tager imod borgerne, holder samtaler, tager telefoner og kan sætte forløb i gang med det samme, fortæller Hanna Skov Hansen.

Hun arbejder 30 timer om ugen og har lært at håndtere sin sygdom, selvom den altid vil være en del af hende. Faktisk har den været med til at gøre hende endnu bedre til sit job, fordi hun udmærket kender systemet fra borgerens side.

- I ”Din indgang” er vi en bred forsamling af medarbejdere med forskellige baggrunde og uddannelser. Flere af mine kolleger kender jeg fra min tid som patient og borger i systemet. Selvom jeg endnu ikke har en formel uddannelse, har jeg taget en masse kurser og læst bunkevis af fagbøger, når jeg har siddet derhjemme. Det vigtigste i jobbet er, at man kan lytte til borgeren og finde ud af, hvad borgeren egentlig gerne vil med sit liv. Så kan vi hjælpe med at lave en plan og sætte ind med coachende samtaler, forklarer hun.

Hanna Skov Hansen føler sig i dag helt rask, og hun har lært at leve med sine udfordringer. Hendes hjerne reagerer anderledes end andres, men som hun siger, så har alle mennesker jo noget at slås med.

- Jeg har lært at leve med mine præmisser. Og det, at jeg har været igennem de her ting, giver mig et andet perspektiv i mit arbejde. F.eks. har jeg en fordel, når vi sidder i et storrumskontor, fordi jeg er vant til at høre stemmer, siger hun med et smil.

Hanna skov Hansen kom ud af sin førtidspension for et lille år siden og hjælper nu sårbare borgere i Fredericia Kommune.

VIL LÆSE SOCIALFORMIDLER

Selvom Hanna Skov Hansen ikke har nogen formel uddannelse, er hun med egne ord ligesom en svamp, der suger al viden til sig. Hun forklarer, at det er blevet endnu mere værdifuldt for hende at lære nye ting, fordi hun havde så mange år, hvor hun ikke kunne læse bøger eller tage ny viden ind. Derfor er hun blevet realkompetencevurderet til at komme direkte ind på socialformidleruddannelsen.

- Jeg sætter stor pris på at lære og kunne omsætte viden. Det var alt for angstprovokerende for mig at tage fag på HF – derfor fandt jeg viden ved at sidde derhjemme og læse, fortæller hun.

Og netop fordi hun kunne fremvise en stor viden på baggrund af sin hjemme- litteraturliste, er hun for nylig gået i gang med at læse til socialformidler.

- Jeg er helt klart her, hvor jeg er i dag, fordi der er nogen, der har troet på mig. Jeg har været heldig at møde mennesker, der har set bort fra diagnosen og kigget på de ressourcer og det potentiale, jeg har. I december sidste år kom jeg ud af min førtidspension, så nu er jeg i helt ordinært arbejde, og det føles godt. Jeg er glad for, at min chef har satset på mig som person, for det har da været et sats, indrømmer Hanna Skov Hansen og fortsætter:

- Alle kan køres ned i et hul, hvis man ikke ser på det, der fungerer. Alle har noget at bidrage med, og helt generelt skal systemet turde satse lidt mere og kigge ind bagved. Både min chef og flere af mine kolleger kendte mig fra min egen tid i systemet. Det kræver mod fra deres side at stole på, at jeg kan varetage jobbet. Og jeg håber da, de synes, at det sats har kunnet betale sig.