Christina Rusholt Christensens mand tog orlov fra sit job som teamleder på Siemens Windpower i Aalborg, og Melanie og Lucas holdt fri fra skole og blev undervist af deres far.

Lægesekretærelev Christina Rusholt Christensen fik ikke alene selv en oplevelse og lærdom på Montebello. Hun tog mand og to børn på 10 og 8 år med til Spanien i fem uger. I de timer, hun arbejdede på hospitalet, underviste manden deres børn i personaleboligen.

Christina Rusholt Christensen var elev på Aalborg Universitetshospital. Turen fra Nordjylland kørte de i deres egen bil. Det krævede fire overnatninger på vejen ned. På vejen hjem oplevede de Paris i to døgn.

- Jeg er taknemmelig for at have fået fem uger af min elevtid i Spanien og lært en masse. Jeg ville ønske, at alle elever fik den mulighed, siger Christina Rusholt Christensen.

En gave

Genoptræningshospitalet Montebello er en gave til danske patienter. Det mener Christina Rusholt Christensen. Her får de mulighed for at fokusere 120 % på sig selv i tre uger uden at skulle tænke på huslige pligter, familie og andre aftaler.

- Det giver patienter med komplicerede forløb af alle mulige arter chancen for at blive en stærkere udgave af sig selv. De kan komme tilbage til et bedre fungerende liv uden smerter, hvor de magter større udfordringer.

Mange minder

Christine Rusholt Christensen har en masse gode minder med hjem. Ikke mindst på grund af sekretær Lisbeth Otte:

- Hun satte spor i mit hjerte. Hun er en fantastisk varm og hjælpsom person. Min familie og jeg besøgte hende privat, og hun hjalp os med, hvad vi skulle se, imens vi var dernede.

- Efter vores hjemkomst har Montebello fyldt en del i vores hoveder. Vi taler stadig om turen hver uge. - Jeg har fundet ud af, at arbejde i udlandet klart vil være en mulighed for mig, når mine børn er blevet større, siger Christina Rusholt Christensen.