kage

Den ny styrelse under Skatteministeriet blev fejret med logo-kage til de fremmødte, som primært talte medarbejdere fra den nu hedengangne Moderniseringsstyrelsen.

Husker du balladen om OK18? Ord- og nervekrigen mellem Moderniseringsstyrelsen og innovationsminister Sophie Løhde (V) på den ene side og chefforhandler Flemming Vinther, HK Stat-formand Rita Bundgaard og de andre fagforeningsledere på den anden side? Og de tusinder af demonstrerende foran Forligsinstitutionen i København? Storkonflikten var faretruende tæt på, før et forlig faldt på plads i 12. time. Bagefter var tilliden mellem parterne på nulpunktet.

Men nu skal dialog og respekt erstatte mistillid. Det lovede både statens nye, øverste arbejdsgiver, skatteminister Morten Bødskov (S), og de statsansattes topforhandler, CFU-formand Flemming Vinther, da de fredag den 27. september 2019 festligholdt tilblivelsen af statens nye arbejdsgiverkontor, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Skatteministeriet.

Reelle hensigter og kæmpe opgave

Det skete ved en intern fejring og masser af lækker logo-lagkage sammen med den ny styrelses cirka 100 medarbejdere. De kommer fra Moderniseringsstyrelsen, som ikke længere skal tage sig af overenskomstforhandlinger.

- Der ligger ikke bare symbolik i det nye navn, men også et reelt sporskifte i, at det nu går fra at hedde modst.dk til medst.dk. Det skal man selvfølgelig lægge mærke til. Jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet med Flemming (Vinther, red.) og hans kollegaer, og jeg er helt sikker på, at vi kan skabe den der ny start, som skal til, sagde Morten Bødskov.

- Men der er ingen grund til at være naiv, tilføjede skatteministeren:

- Der er tale om en kæmpe opgave, og der kommer også en hverdag, hvor tingene skal fungere. Men har man det rette udgangspunkt, og har vi evnen til at køre dialogen og udvise respekten – ikke mindst respekten for, at tingene kan tage lidt længere tid en gang imellem – vil det være til gavn for alle. Det handler grundlæggende om at pleje den danske model på vores meget store område. Det er en sindssygt vigtig opgave, sagde skatteministeren, som nu altså også er en slags medarbejderminister.

morten bødskov og flemming vinther

Skatteminister Morten Bødskov (S) (t.v.) erklærede, at der bag det nye navn ligger en hensigt om, at tonen blive en ganske anden end gennem de senere år, når statens arbejdsgivere skal forhandle aftaler med de faglige organisationer. Det er CFU parate til, lød det fra chefforhandler Flemming Vinther.  

Nyt logo er ikke nok

Tilbage i foråret 2018 skældte Flemming Vinther på stormøder og uden for Forligsinstitutionen ud på Moderniseringsstyrelsen og dens minister. ’Nok er nok,’ lød parolen fra både topforhandleren og tusindvis af utilfredse statsansatte. Ved fejringen af den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse var tonen langt mere forsonlig:

- Jeg vil gerne kvittere for signalerne fra regeringen, fra dig Morten og dig Linda (Nordstrøm Nissen, hidtidig vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, red.) I er med afsæt i respekt og dialog klar til at betræde nye veje. Det er vi i CFU parate til at stille op til. Vi har IKKE som selvstændigt mål at søge konflikten, eller at gøre processen omkring OK18 til det normale, sagde Flemming Vinther blandt andet.

Han så tilbage på forløbet op til og under OK18, hvor både mange statsansatte og deres faglige organisationer oplevede krav og udmeldinger fra Moderniseringsstyrelsen som uforsonlige.

- Vi har ikke været et godt sted de senere år. Jeg håber og ønsker oprigtigt, at vi kan komme frem til en situation, hvor vi i respekt for vores respektive roller og bindinger i fællesskab kan søge løsningerne og ikke konflikten, sagde Flemming Vinther.

Men det er ikke nok med et nyt styrelseslogo og at en ny minister siger de rigtige ting, lod chefforhandleren forstå.

Arbejdsgiverne skal handle først

- Vi har brug for handlinger fra jer, som vi kan vise frem og derigennem helt konkret vise vores bagland, at der er nye toner på vores overenskomstområder. I er nødt til at blinke først. Det kan vi ikke. Sådan er spillereglerne, sagde Flemming Vinther.

Om kagen – overenskomstkagen – bliver større i fremtiden, fremgik ikke af skatteminister Morten Bødskovs indlæg. Da HK Statbladets spurgte ministeren til muligheden for bedre overenskomster i fremtiden, slog han fast, at der også fremover er grænser for regeringens gavmildhed over for de statsansatte.

- Selvfølgelig er der en ramme. Det er der for alt, sagde Morten Bødskov, og understregede i samme åndedrag sit ønske om at ’kickstarte’ samarbejdet og genskabe dialog og respekt mellem statens medarbejdere og statens arbejdsgivere.