I starten af 2020 forhandler HK Handel og arbejdsgiverne om de nye overenskomster. Men hvad skal HK have fokus på i forhandlingerne? Er det fritvalgsordningen? Pension? Arbejdstid? Barselsregler? Uddannelse? Eller noget helt andet?

 

HK Handel MidtVest har gennem den seneste tid været på besøg på et væld af arbejdspladser for at finde ud af, hvad medlemmerne ønsker sig i den nye overenskomst, der forhandles primo 2020.

 

Måske har vi også været forbi dig?

 

Ellers kan du læse mere og sende os dine ønsker her 

 

Sender du dit krav ind til os, er du med i lodtrækningen om lækre præmier.

 

Det ønsker de

Én af de arbejdspladser, organisatorerne Ditte Jepsen og Lise Damsgaard Hansen i HK Handel MidtVest var forbi i sidste uge, var 10-4 Byggecenter & Tømmerhandel på Farvervej i Viborg.

 

Her kan du møde nogle af de medarbejdere, de talte med: 

Lene Ladefoged

Lene Ladefoged, kassemedarbejder/kontorassistent, 59 år:

 

- Fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Min mand er tjenestemand og regner med at gå på pension, når han bliver 63 år. Det kunne være fint, hvis jeg eksempelvis kunne gå ned på måske halv tid, så vi kunne få mere tid sammen.

 

Tonny Kirkegaard

Tonny Kirkegaard, salgsassistent, 43 år:

 

- Fritvalgskontoen må gerne stige. Da arbejdsgivere ikke vil give lønreguleringer på grund af, at der findes en fritvalgskonto for medarbejdere, og de mener, det er deres måde at give den på, synes jeg, den skal have nogle større hop opad, så den kan dække inflation ind og stadig give en lille "lønforhøjelse".

 

Jesper Rask

Jesper Rask, salgsassistent, 32 år:

 

- Mere i pension. Vi bliver ældre og ældre, så det ville være skønt at få en lidt større pose penge den dag, man forlader arbejdsmarkedet.

Artiklen er opdateret 01. oktober 2019

DU ER SIKRET MED OVERENSKOMSTER

Overenskomster (OK) er aftaler om løn- og arbejdsvilkår – og arbejder du på en arbejdsplads med OK, så forhandler vi for dig. Vi arbejder desuden hele tiden for at sikre alle medlemmer en overenskomst. Vi er eksperter på området, og derfor kan du altid få vejledning om, hvilke bestemmelser der gælder for dig. I nogle overenskomster er det muligt, at den enkelte arbejdsgiver og de ansatte kan forhandle lokalt. Hvis det gælder for dig, så vejleder vi dig i, hvordan du bedst gennemfører den slags forhandlinger.