Mikkel

Mikkel Ludvigsen kan anbefale alle at tage modulet i projektledelse. Foto: Jeppe Carlsen

Hvorfor blev du uddannelsesagent?
Udviklingen i mediebranchen går så hurtigt, at det, du lærte sidste år, er forældet det næste. Vi opererer ikke med treårsplaner, vi tænker maksimalt halvandet år frem i tiden. Og der er vendt helt om på prioriteringerne, så print-avisen er det sidste, der bliver tænkt på.

Derfor er det super vigtigt, både for en selv og for virksomheden, at alle om bord er skarpe på, hvor annoncekronerne går hen. Og de går digitalt. Derfor kører vi i øjeblikket digitalt akademi over 7 gange en halv dag for at klæde alle på til at kunne rådgive kunderne om de digitale kampagner, der passer bedst til deres behov.

Hvordan er efteruddannelseskulturen hos jer?
Der hvor jeg er, taler vi en del om det. Jeg har selv holdt flere oplæg om mulighederne, der ligger i både vores overenskomstbaserede kompetencefond og i den landsdækkende omstillingsfond. Generelt er det mit indtryk, at medarbejderne får ja til deres uddannelsesønsker.

Men medarbejdere har selv ansvaret for at tage initiativet, når det ikke lige drejer sig om fælleskurser. Med alle de muligheder, vi har, synes jeg egentlig, at cheferne herinde burde bruge efter- og videreuddannelsesmulighederne som et fastholdelsesværktøj i højere grad, end de gør i dag. Det er jo hård valuta for begge parter!

Hvad lærer man ved at tage akademiuddannelsen i HR?

Meget overordnet at forstå sin egen virksomhed og tale det samme sprog som ledelsen. Og hvis jeg skulle anbefale et enkelt modul, bliver det projektledelse.

Med den kompetence kan du gå på vandet i alle brancher. Og ikke alene kan du bruge det arbejdsmæssigt, du kan også bruge det i din fritid og i forhold til dine børn. Det er også vigtigt at kunne nogle ting, der ikke kun kan bruges i mediebranchen. Det næste, jeg selv skal, er at tage enkeltmoduler på diplomuddannelse i ledelse. For mig er uddannelse stærkt vanedannende.

Sådan kommer du på uddannelse
Mikkel Ludvigsen har taget selvvalgt uddannelse gennem kompetencefonden på sit arbejde, hvor der er overenskomst mellem HK Privat og Danske Mediers Arbejdsgivere. Hvis du ikke har en overenskomst med uddannelsesrettigheder, kan du tage gratis akademi- eller diplommoduler alligevel. De fleste af HK Privats medlemmer kan nemlig i øjeblikket få op til 10.000 kroner om året (til og med 2021) via Omstillingsfonden.

Læs mere om Omstillingsfonden
Ring til HK’s Karrieretelefon og hør om dine muligheder for efteruddannelse 3330 4460 alle hverdage ml. kl. 13-16.

 

Bliv uddannelsesagent på din arbejdsplads

Har du også lyst til at sætte uddannelse på dagsordenen på din arbejdsplads? Så kan du blive uddannelsesagent for HK Privat. Vi hjælper dig i gang, og du bliver klædt på til at kunne vejlede dine kolleger - og jeres ledelse - i relevant
efter-/videreuddannelse for jer.

Ring eller skriv til Britta Appel, 3330 4649 eller britta.appel@hk.dk