Hvordan får man et elevråd i absolut topklasse? Og hvad lærer man af at sidde i elevrådet, som senere kan bruges på arbejdsmarkedet?

Det havde både HK Sydjylland og deltagerne masser af gode bud på, da elevrødder fra regionens handelsskoler i sidste uge mødtes på Innovationsfabrikken i Kolding til den årlige elevrådskonference.

- Vi har fået mange gode redskaber til for eksempel, hvordan man holder et godt møde. Det handler jo meget om at få struktur på det, så det ikke bare ender som en snakkeklub. Vi er ret gode til det i forvejen, men det har været fedt at få forslag til forbedringer, fortalte Magnus Lambæk Lund fra Vejen Business College.

Lærer HK at kende samtidig

De unge fik også en smule information om fagbevægelsen, men det vigtigste var at klæde dem bedre på til elevrådsarbejdet. Dermed fik de også en idé om, hvilke ressourcer HK Sydjylland har at tilbyde.

- Vi ønsker at være en sparringspartner for de unge allerede på ungdomsuddannelserne. Et arrangement som dette er rigtigt godt, fordi vi lærer de unge mennesker at kende, og de har lejlighed til at finde ud af, hvad HK egentlig kan og står for, siger eventkoordinatorelev Stefan Christensen, der stod i spidsen for konferencen.

De unge lod da også til at gå fra dagen med en bevidsthed om, hvad deres lokale fagforening kan tilbyde dem.

- Jeg fik en fornemmelse af, at det er rigtigt godt at have en fagforening som HK, hvis det brænder på. Nu ved jeg, hvor jeg kan finde hjælpen, sagde Stine Hyldtoft, elevrådsmedlem fra Vejen Business College.