Det er femte år i træk, HK kårer Danmarks Bedste Kollega, og der er heldigvis stadig rigtig mange gode kolleger, der fortjener den ære.

”Vi er rigtig glade for de mange nomineringer, og de er fortjente. Når man læser nomineringerne forstår man virkelig, hvor meget de gode kolleger betyder for trivslen på arbejdspladsen. De personlige historier om hver enkelt gode kollega gør stort indtryk. Det handler om kolleger, der spreder glæde, gerne giver en hånd med og engagerer sig og bringer god energi ind på arbejdspladsen”, siger HK’s næstformand Martin Rasmussen.

GODE KOLLEGER GØR ARBEJDSDAGEN BEDRE

Et meget vigtigt element i kåringen af Danmarks Bedste Kollega er netop nomineringerne, fordi de giver de gode kolleger den anerkendelse, de fortjener for at være dem, de er.

”At nominere sin kollega er en anledning til at fortælle, at man virkelig sætter pris på dem, og at de gør en forskel for lysten til at gå på arbejde hver dag. Derfor er jeg også glad for at så mange har grebet muligheden for at nominere en kollega”, siger Martin Rasmussen.

10 FINALISTER SKAL FINDES NU

Der skal nu findes 10 finalister blandt de mange nominerede, og en jury med deltagelse fra Dansk Erhverv, Offentlige HR-chefer, en arbejdsmiljørepræsentant og HK skal finde den endelige vinder, som kåres i Cirkusbygningen i København den 12. november ved et awardshow, hvor også Great Place to Work kårer Danmarks bedste arbejdspladser.

 

DU FÅR FAGLIGT FÆLLESSKAB

Vær med i det faglige fællesskab på din arbejdsplads. Det er dig og dine kolleger, der vælger tillidsrepræsentanten, der er HK’s lokale repræsentant. Og som kan hjælpe dig i dagligdagen. Et fagligt fællesskab er ikke blot faglig støtte – det er også socialt fællesskab, hvor du har indflydelse på aktiviteter og handlinger.