Sebastian Slot, Heidi Jensen og Rie Madsen, som alle tester 4-dages arbejdsuge i Odsherred Kommune

Heidi, Rie og Sebastian deltager i Odsherred Kommunes forsøg med 4-dages arbejdsuge.

Hvilke tanker løber gennem hovedet på en, når chefen fortæller, at du helt selv kan tilrettelægge din arbejdstid og fremover skal arbejde gennemsnitligt 8,75 timer om dagen fra mandag til torsdag – hvis du altså vælger at være en del af forsøget?

Forsøget har været 2 år undervejs. I den periode har ledelsen og medarbejderne i kommunen drøftet, hvordan ordningen kan skrues sammen. HK har forhandlet de præcise rammer på plads med ledelsen.

Nu går ordningen fra tegnebrættet til virkeligheden. HK Sjælland har fået lov at følge 3 HK’ere fra Odsherred Kommune de næste 6 måneder.  Vi får del i deres overvejelser før forsøget og deres tanker, efterhånden som ordningen bliver hverdag.

Et frivilligt forsøg

I september indførte Odsherred Kommune 4-dages arbejdsuge for medarbejderne i administrationen. Medarbejderne skal arbejde 35 timer plus 2 kompetencetimer om ugen. Ordningen fungerer som et frivilligt forsøg de næste 3 år.

Det er første gang, at en offentlig institution ændrer så radikalt på arbejdstiden. Tanken bag forsøget er at give større fleksibilitet for medarbejderne, der selv tilrettelægger deres arbejdstid. Samtidig ønsker kommunen større fleksibilitet for borgerne, der fremadrettet kan booke et møde hver dag mellem 8 og 18. Som en sidste ting håber kommunen, at 3 dages restitution vil have en positiv effekt på den enkeltes arbejdsliv og generelle livskvalitet.

Forskere fra Roskilde Universitet følger projektet tæt, de faglige organisationer holder et vågent øje med udviklingen, og andre kommuner følger interesseret med.

Det er en gave, vi har fået

Rie Madsen er boligkonsulent i afdelingen Job og Ydelser. Rie har helt fra begyndelsen været meget positiv over for ordningen:

- Jeg synes, det er et enormt spændende projekt, og det er min holdning, at det er vigtigt, at vi som medarbejdere bakker op, når der er nye tiltag. Fremtidens arbejdsmarked kræver, at vi er omstillingsparate og har mod på at prøve noget nyt, fortæller Rie.

Rie forudser, at de længere arbejdsdage giver en mulighed for at fordybe sig i arbejdet, og hun sætter pris på de 2 kompetencetimer, som giver hende rammerne til at afsætte tid til at få læst op på fx referater fra byrådsmøder, lovstof og meget andet.

Rie er alenemor til en datter på 13 år, men det afskrækker hende ikke fra at deltage i forsøget.

- Jeg er ikke negativ over for noget, jeg ikke har prøvet endnu. Min datter er nu så stor, at hun er meget selvkørende, hvilket gør det nemmere at tilrettelægge min arbejdstid. Jeg vil tage en lang dag på 10-11 timer på de dage, hvor min datter alligevel er senere hjemme pga. fritidsinteresser. Resten af ugen kan jeg gå stort set til sædvanlig tid. Jeg er sikker på, det kommer til at fungere for mig. Vi skal huske, at det er et frivilligt forsøg, og at vi bliver fulgt tæt af forskere og HK, slutter Rie.

Jeg har ikke brug for en fridag om fredagen

Anderledes ser det ud fra Sebastian Slots vinkel. Sebastian arbejder med økonomi- og kontraktstyring i Trafikteamet i afdelingen Miljø og Trafik. Sebastian kan ikke se fordelene ved den nye arbejdstid.

- Jeg er meget skeptisk over for ordningen, og det har jeg været fra dag ét. Jeg overvejede endda at sige nej tak, fortæller Sebastian.

Sebastian værdsætter et aktivt fritidsliv, og han kan ikke se, hvordan det skal kunne hænge sammen med de længere arbejdsdage.

- Jeg er aktiv i forskellige foreninger og dyrker sport. Jeg har ofte planer om eftermiddagen, og det bliver svært at få til at hænge sammen, når man har sent fri. Jeg har ikke brug for en fridag om fredagen.

Sebastian oplever, at der er flere områder, der ikke er afklaret, og det gør ham usikker på ordningen.

- Jeg kan godt lide rammer, og vi har endnu ikke talt om, hvordan ordningen skal fungere i praksis nede på opgaveniveau. Jeg synes, det er for svævende, fortæller Sebastian.

Når Sebastian alligevel har valgt at sige ja til at være med i forsøget, er det fordi, han ved, at han kan springe fra igen, hvis det ikke hænger sammen.

Mon min ryg kan holde til det?

Et sted mellem Rie og Sebastian står Heidi Jensen, som er specialkonsulent i Kontrolgruppen i afdelingen Job og Ydelser. Heidi arbejder med sager om socialt bedrageri.

Fra begyndelsen var Heidi skeptisk, men hun er blevet mere og mere positiv, efterhånden som rammerne for ordningen er faldet på plads.

- Da jeg hørte om ordningen første gang, tænkte jeg, at det ikke var noget for mig. Vi har altid haft en 10-timers arbejdsdag om torsdagen. Nu så jeg 4 torsdage for mig. Og så kom kompetencetimerne oveni, som var meget uklare i begyndelsen. Skulle vi til at gå på kursus i weekenden? Det lød ikke attraktivt, fortæller Heidi.

Ifølge Heidi blev hun positiv overfor ordningen efter, at HK kom på besøg og præciserede indholdet i aftalen. Man skal ikke gå på kursus i weekenden, man tilrettelægger selv sin arbejdstid, og man skal ikke have ’4 torsdage’.

En anden udfordring for Heidi er dog, at hun har dårlig ryg. Selvom hun har sagt ja til ordningen og glæder sig til at have fri om fredagen, er hun bekymret for, om hendes ryg kan holde til de længere arbejdsdage. Men Heidi har besluttet at give ordningen en chance.

HK følger forsøget tæt, og til december taler vi igen med Rie, Sebastian og Heidi, og hører hvordan ordningen har påvirket deres arbejds- og privatliv. Om de synes, 4-dages arbejdsuge er hot or not.

Forsøget blev skudt i gang med en lille højtidelighed d. 16. september – Læs mere her


om 4-dages arbejdsuge

Ugentlig arbejdstid:
35 timer + 2 kompetencetimer.

Arbejdsdage:
Mandag-torsdag.
De 35 timer fordeles ud på de 4 dage mellem kl. 8.00-19.00. 
Den enkelte planlægger selv sin arbejdstid.
Borgerne kan booke møder fra kl. 8.00-18.00.

Fridag:
Hver fredag holder de ansatte fri.

Kompetencetimer:
De 2 ugentlige timer kan man lægge, når man vil, også uden for arbejdstiden. 
Indholdet drøftes løbende med lederen.

Projekts varighed:
Forsøget kører i 3 år.