Synes du også, at det er ubehageligt at sidde ved det grønne eksamensbord og blive bedømt? Så er du ikke alene. En ny medlemsundersøgelse fra HK Kommunal viser, at for hver tiende af de medlemmer, der hverken er i gang med en uddannelse ej heller har planer om det – skyldes det angsten for eksamener.

Anna Stelvig er cand.mag. i psykologi og direktør i virksomheden Studymind. Hun har mere end ti års erfaring i at hjælpe studerende af med eksamensangst. Ifølge hende er der forskel på, om man lider af decideret svær, hæmmende eksamensangst, eller om der er tale om eksamensskræk, hvor man er presset og stresset over at skulle til eksamen.

- Årsagerne kan være meget komplekse, men den udløsende faktor er som regel de tanker og forventninger, du har til situationen. Fra naturens side er vi indrettet sådan, at kroppens alarmberedskab aktiveres, hvis vi finder en situation faretruende. Så det er ens forestillinger og tanker, der udløser eksamensangsten, forklarer Anna Stelvig.

Og netop tankerne omkring eksamen er helt væsentlige at arbejde med, når man lider af eksamensskræk, forklarer Line Sander, der i over 20 år har undervist i eksamensteknik på Københavns Professionshøjskole (tidligere Metropol).

FYLD HJERNEN MED POSITIVITET

Den første øvelse hun underviser i på sine kurser, er en ”bedste og værste scenarie”-øvelse, hvor eleverne skal skrive en liste med de værste og de bedste ting, der kan ske til eksamen.

- I dagene op til en eksamen, bruger de fleste alt for meget energi på at besøge de værst tænkelige scenarier. De forestiller sig, at klappen går ned, og de skal fumle sig gennem eksamen. Men det er vigtigt at dyrke det bedste scenarie. Italesætte det; tænk nu hvis, det går vildt godt, åh jeg håber, det går godt, osv. Man skal fodre hjernen med positivitet, forklarer Line Sander.

Også Anna Stelvig anbefaler, at man slipper fokus på sig selv og de negative tanker og i stedet retter sin opmærksomhed på det faglige. Hvis man hele tiden bekymrer sig om, hvordan man bliver vurderet, og under eksamen konstant evaluerer sig selv, så tager det fokus fra ens præstation og skaber frygt.

Man skal forsøge at vente med at tage kritisk stilling til sig selv til efter eksamen, siger Anna Stelvig.

4 gode råd fra HK’s Karrieretelefon

Louise Theil, leder af Karrieretelefonen:

  1. Forbered dig. Grundigt. Jo mere du er inde i dit stof, jo tryggere vil du føle dig. Øv dig og sig din indledning højt. Hvis de første sætninger sidder lige i skabet, og du er kommet godt fra start, så glider det.
  2. Få talt igennem med din underviser og din studievejleder, hvad forventningerne er til selve eksamen, og hvordan det foregår. Meget gerne helt ned i detaljen. Jo mere du ved, hvad der skal ske – jo tryggere er du.
  3. Lad være med at fokusere på karakteren. Jeg har aldrig hørt om nogen, der er blevet fyret eller har fået lønforhøjelse på grund af en eksamenskarakter.
  4. Vær åben. Det er ikke pinligt at sige højt, at man er nervøs for eksamen. Ring til os på Karrieretelefonen alle hverdage kl. 13-16 på 3330 4460. Vi vil gerne give dig sparring på, hvordan du kan håndtere din nervøsitet.

Nogen overvinder angsten - andre må leve med den

Kommunalbladet har talt med to medlemmer, som selv har prøvet på egen krop at være bange for eksamenssituationen. En af dem overvandt sin angst og scorede topkarakter, den anden er stadig hårdt ramt. Læs historierne:

Bente gik i sort under en eksamen

Inger overvandt angsten – og fik 12