Alt snørede sammen, hele kroppen rystede og hun kunne ikke huske sit eget navn. I forberedelseslokalet på tredje modul i kommunomuddannelsen blev økonomimedarbejder Bente Nielsen overmandet af en angst, som hun forestiller sig må føles som en hjerneblødning. Alt forsvandt fra hjernen, hun fik det fysisk dårligt, og hun sad bare og messede: Nej, nej, nej, det her går ikke, det kan ikke være rigtigt, jeg kan skrive så meget. Alt jeg har skrevet er forkert.

Hun gik på toilettet og fik lidt vand i hovedet. Resten af forberedelsen sad hun bare og kiggede ned på papiret. Selvom både underviser og censor var søde og prøvede at få hende til at slappe af, kunne hun ikke sige et ord.

- Det var virkelig den berygtede sorte klap, der gik ned. Jeg har aldrig haft en hjerneblødning, men det må være sådan, det føles. Alt var forsvundet i min hjerne, og jeg kunne slet ikke sige noget. Hvis de havde spurgt mig, hvad jeg hed, eller om jeg havde børn, er jeg usikker på, om jeg havde kunnet svare, fortæller Bente Nielsen, som stadig er meget påvirket af oplevelsen, selvom den ligger flere år tilbage.

Hun viste underviser og censor sit papir og sine noter og gik derfra med et bestået 02.

- Jeg aner ikke, hvad der skete. Men det var jo nok frygten for at skulle tilbage til min chef og kolleger og fortælle, hvordan det var gået. Frygten over for mig selv. Det ville være flovt at skulle fortælle, at jeg var dumpet i dét, jeg arbejder med hver dag, forklarer Bente Nielsen.

 

ALDRIG, ALDRIG MERE

Bente Nielsen syntes, at dele af modulet var på et alt for højt niveau. Blandt andet var der en psykologilærer, der havde svært ved at gøre sig forståelig på et niveau, hvor alle kunne være med. Alligevel gik Bente Nielsen efterfølgende op til en gruppeeksamen i et andet fag og fik et flot 7-tal.

- Det var noget helt andet at være i en gruppe og skulle til eksamen i en gruppe. Jeg var meget åben om eksamensangst både over for gruppen og underviseren, og de var simpelthen så søde til at hjælpe mig, fortæller hun.

Efter at have udskudt afgangsmodulet på kommunomuddannelsen fik Bente Nielsen langsomt mere mod på at starte igen og fik dispensation til at skrive sit afgangsprojekt.

- Jeg følte mig i den grad klar til at starte, men så snart jeg mødte ind på skolen, kunne jeg igen mærke den angst, der steg op i mig. Kan jeg det her, eksamen – alene om et projekt – og det hele kørte rundt i kroppen på mig. Jeg havde kvalme og kunne slet ikke være i mig selv – blot ved igen at stå på skolen. Det kulminerede så med, at min far blev indlagt på hospice samme dag, og der var jeg helt klar over, at jeg ikke mere skulle udsætte mig selv for en ”frivillig” eksamen. Det satte tingene i perspektiv, fortæller Bente Nielsen.

I dag synes Bente Nielsen, at det er ærgerligt, hun er så hæmmet af sine eksamensangst, at hun begrænser sig selv.

- Jeg har kun min 9. klasse og var i mesterlære som kontorassistent. Jeg er dygtig til mit arbejde og en god kollega med meget erfaring. Så i bagklogskabens klare lys, er det jo nok også angsten for, at nogen skal komme og fortælle mig, at jeg er dum og ikke er god nok, til det jeg laver. Selvom en karakter jo egentlig intet har at gøre med det, jeg laver til daglig, forklarer Bente Nielsen.

Hun er helt afklaret med, at selvom hun – med egne ord – ville få en million for det, så vil hun aldrig mere til eksamen.

- Jeg er bange for, at mine kolleger ser mig som hende ”den gamle”, der føler, hun kan det hele, når de gentagende gange tager uddannelse, og jeg står over. Men det er jo ikke sådan, det hænger sammen, og mine følelser kan man jo ikke tage fra mig.

Navnet er opdigtet, men Bente Nielsens rigtige navn er redaktionen bekendt.