Da 52-årige Inger Berg Jensen, der er skolesekretær i Varde Kommune, en kold februar-morgen i år startede sin bil for at køre mod eksamenslokalet i Vejen, var det med flaksende sommerfugle i maven.

Aftenen før havde tankerne kværnet rundt i hovedet på hende, på trods af at hun var forberedt til fingerspidserne. ”Hvad nu hvis den sorte klap går ned?”, ”hvad nu hvis jeg ikke kan huske noget?”, ”hvad nu hvis jeg slet ikke kan tænke eller få et ord over mine læber?”.

I 14 år har eksamensangst afholdt hende fra at tage uddannelse. Siden hun i 2005 afsluttede sin kommunomuddannelse, har hun ikke taget mere uddannelse med eksamen. Og selvom det er 14 år siden, hun sidst sad ved det grønne bord, føler hun, at eksamensangsten har overmandet hende i endnu højere grad, jo ældre hun er blevet.

- Jeg har selv været tillidsrepræsentant, så jeg ved jo, hvor vigtigt det er at holde sig opdateret og blive ved med at tilegne sig kompetencer. Alligevel har jeg bevidst undgået uddannelse. Jeg vil rigtig gerne i skole, men tanken om eksamen gav mig helt ondt i maven, fortæller Inger Berg Jensen ærligt.

Da hun stødte på modulet specifikt for skolesekretærer, tænkte hun, at NU skulle det være. Hun skrev til alle skolesekretærer i Varde Kommune, om de ville med, men rigtig mange sprang fra – flere på grund af tanken om eksamen. Holdet blev gennemført med kun ni deltagere.

- Allerede da vi første dag skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg var udfordret pga. eksamensangst. Det blev hurtigt et lille trygt rum, og der var ingen dumme spørgsmål, så det var rart at sige det højt og finde ud af, at vi var flere, der havde det sådan, forklarer Inger Berg Jensen.

 

VÆR ÅBEN OG FORBEREDT

For Inger Berg Jensen var det allervigtigste, at hun fik talt om sin angst både med andre kursister og med underviseren, og derefter sørgede hun for at være ekstraordinært forberedt. Hun læste hele tiden og brugte rigtig mange weekender på at skrive opgave.

Og alle de sommerfugle, der havde flakset rundt i maven på hende i bilen på vej til eksamenslokalet forsvandt hurtigt, da Inger Berg Jensen og hendes eksamensmakker fik talt sig i gang.

- Jeg var næsten ved at græde, da det var overstået. De sagde, at vi havde skrevet en rigtig god opgave, og at vi fik 12. Det var jo helt vildt. Jeg tænkte, det er simpelthen løgn. Det kan ikke passe. Det var en kæmpe lettelse, og skuldrene røg helt ned igen, fortæller hun.

Inger Berg Jensen kan godt ærgre sig lidt over, at hun har følt sig hæmmet af sin eksamensangst i 14 år. Alligevel har den gode eksamensoplevelse givet hende mod på mere uddannelse på et tidspunkt.

Hendes allerbedste råd til andre, som også lider af eksamensangst, er at være rigtig godt forberedt og tro på sig selv.

- Det gør altså noget. Man er ikke helt så afskrækket, når man ved, hvad man skal tale om, og det er noget, man selv har skrevet og skal op at forsvare, slår Inger Berg Jensen fast.