kampagne1

'Kom i form til fremtidens job' er en HK Stat-kampagne, der skal give dig lyst til at efteruddanne dig. Modelfoto.

Det første skridt er ofte det sværeste at tage. Sådan forholder det sig også, hvis du som HK’er vil kaste dig ud i en ny uddannelse. Men når du mærker uddannelsens effekt på selvtillid, arbejdsglæde, fokus og en styrket faglighed, så vil du tilbage på skolebænken sammen med andre studerende.

Omtrent sådan kan man opsummere erfaringerne fra de mange HK’ere, der har taget springet ud i en efteruddannelse. For selv om HK’erne er de fagligt stærke, kompetente og vigtige hjørnesten i virksomheden, så skal de også være på forkant med udviklingen i den digitale forandringsproces på arbejdsmarkedet.

Mere uddannelse og opbygning af nye kompetencer er vejen frem. Og med brug af midlerne i den nye statslige kompetencefond er der ingen undskyldning for ikke at tage en videreuddannelse.

Man skal ikke vente med at fylde ny viden på, til platformen brænder under en. Du skal faktisk gøre noget ved din udvikling, mens det stadig går godt på jobbet, siger uddannelsespolitisk konsulent i HK Stat Jon Mortola Hansen.

Hvis du som HK’er er i tvivl om, hvor du skal styrke dine kompetencer, og hvad du egentlig skal gå efter på jobmarkedet eller i kursuskataloget, er det ikke så sært. Men der er bistand at hente på siden Kom i form til fremtidens job - eller ved et opkald til HK’s Karrieretelefonen.

- Karrieretelefonen kan bistå ved at se på, hvilke kompetencer du har i dit job. Derefter kan du og rådgiveren sammen prøve at finde frem til, hvilken vej du gerne vil, hvis det er muligt. Skal det være en opdatering af din viden i en uddannelse, så du bliver stærkere i det job, du har? Eller vil du have tilført nye kompetencer via andre faglige uddannelser, så du styrkes til at søge en helt anden stilling? Når vi ved mere om det, kan vi anbefale, hvilke uddannelser og hvilke jobs der er din bedste mulighed at gå efter, siger den uddannelsespolitiske konsulent.

Arbejdsgiverne i staten mener også, at HK’erne skal komme i gang med kompetenceudvikling. Udbuddet er der, så det gælder om at få HK’erne til at efterspørge det, mener direktør for Nævnenes Hus Christian Lützen.

- Jeg synes nogle gange, HK’erne mangler et sprog for, hvad de kan bidrage med, og hvor de gerne vil hen. Der oplever jeg, at akademikerne er bedre til at pege på, hvor de gerne vil hen, siger Christian Lützen.

se mere