- Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere fra det midt- og vestjyske, der melder sig til de overbygningskurser, som der er for tillidsvalgte.

 

Ordene kommer fra 57-årige Lone Fauerholdt Knudsen, der arbejder som socialfaglig konsulent hos FOA i Herning.

 

Lone Fauerholdt Knudsen

 

Lone kom til FOA 1. juni 2016 og blev valgt som tillidsrepræsentant-suppleant. Hun arbejdede tidligere som rådgiver for sygemeldte i Herning Kommune, hvor hun var tillidsrepræsentant for HK’erne og fik TR-grunduddannelsen.

 

Lone ville gerne fortsætte med at uddanne sig, så hun søgte og fik dispensation af HK til at deltage i en række kurser, der ellers kun henvendte sig til TR’ere. Også hendes arbejdsplads har støttet op om, at hun uddanner sig.

 

Hun har således været på kursus i både stresshåndtering og konflikthåndtering og taget en akademiuddannelse i coaching, som HK udbød i samarbejde med Copenhagen Business School. Og så har hun lige afsluttet et kursus i psykologi for tillidsvalgte.

 

Næste år i juni tager hun overbygningskurset Psykologi i praksis, og til november skal hun på en 4-dages mediator-uddannelse.

 

Se mere om kurser for tillidsvalgte og bliv inspireret

 

Meget at lære endnu

 

- Man skal ikke tro, at fordi man er over 55 år, så er det slut. Der er meget at lære endnu, siger Lone og fortsætter:

 

- Dels giver det en enorm personlig udvikling. Jeg lærer mig selv bedre at kende og bliver bedre til at tage vare på mig selv i en travl hverdag. Jeg bliver også bedre til at passe på mig selv i de svære samtaler, der kan være i mit arbejde som socialfaglig konsulent, hvor jeg ofte møder mennesker, der er i en form for krise. Her er det godt at have kendskab til psykologi og kunne coache.

 

- Dels er kurserne vigtige for, at jeg kan udføre mit hverv som TR-suppleant og kan spotte tegnene på stress og udbrændthed hos kollegerne men også at kunne være med til i et samspil med ledelsen at forebygge, at kolleger får stress og bliver udbrændte, fortæller hun.

 

Lone glæder sig, hver gang hun får nye redskaber, hun aktivt kan bruge. I forbindelse med akademiuddannelsen i coaching skulle hun have nogle øve-seancer forud for sin eksamen, så hun tilbød kollegerne, at de kunne få en coaching-samtale, og det var der flere, der benyttede sig af.

 

- Jeg oplevede, at der var nogle arbejdsmæssige udfordringer, der blev sat på plads og, at der var kolleger, der fandt nogle løsninger ud fra snakken, og det var meget givende, beretter Lone.

 

Får netværk

 

Lone fortæller, at det også giver et godt netværk at være på uddannelse.

 

- Du kan sparre med og hente inspiration fra de andre kursister, som kommer fra vidt forskellige brancher og arbejdspladser. Også bagefter, når kurset er slut, kan du bruge de andre. Jeg er med i et netværk på Facebook, hvor vi kaster stort og småt op.

 

- Som 57-årig oplever jeg, at ens lange livs- og arbejdserfaring kun er et plus i forhold til, hvad du får ud af at uddanne dig. Der er altid noget, du kan bidrage med, men også lære, siger hun.

Artiklen er opdateret 15. oktober 2019

Du kan deltage i kurser og arrangementer

Vores kurser tager udgangspunkt i konkrete og aktuelle krav på arbejdsmarkedet. Du møder professionelle undervisere og oplægsholdere, der sikrer, at du får konkret viden med dig hjem. Så står du stærkere både fagligt, socialt og personligt, når du møder udfordringer i hverdagen. Du får det som en del af dit medlemskab - det eneste, det koster dig er din tid.