Det er lærer-kollegaen Birgitte Madsen, der har indstillet Kristiane Filtenborg Johannsen til prisen.

 

Birgitte Madsen og Kristiane Filtenborg Johannsen

Birgitte Madsen (til venstre) har indstillet sin kollega Kristiane Filtenborg Johannsen til Danmarks Bedste Kollega. Foto: Jens Bach.

 

I alt 2.095 kolleger i hele landet er blevet nomineret til titlen Danmarks Bedste Kollega.

 

De 10 finalister kommer sammen med den kollega, der har indstillet dem, til award show i Cirkusbygningen i København, hvor kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted tirsdag den 12. november 2019.

 

Her kårer Great Place to Work også Danmarks Bedste Arbejdspladser.

 

Finalist overrasket på arbejdspladsen

Kristiane Filtenborg Johannsen fik tirsdag 22. oktober 2019 at vide, at hun er finalist til Danmarks Bedste Kollega, da hun blev overrasket i kantinen på Skive College af Birgitte Madsen, kolleger og Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

Overraskelsen foregik med konfettikanoner, flag og lagkage.

 

Se overraskelsen af Kristiane:


 

Kristiane spreder glæde

I sin indstilling af Kristiane Filtenborg Johannsen fortæller Birgitte Madsen:

 

- Kristiane er en fantastisk kollega, som altid er i godt humør, har stort overblik og spreder glæde og arbejdsiver omkring sig. Hun overskuer alt og er vellidt af alle.

 

- Kristiane sætter stor ære i at gøre tingene grundigt og i god tid. Kollegers og elevers ve og vel ligger hende meget på sinde. Hun tager ansvar for, at alle bliver hørt og er med i diverse beslutninger.

 

- For fire år siden skiftede jeg et 26 år gammelt job ud med et nyt, og fra dag et var Kristiane min nærmeste kollega. Hun meldte sig straks på banen med hjælp. Den hjælpsomhed er fortsat lige siden. Hun er uddannet slagter, og jeg er skolelærer, men nu er vi et sammentømret team, og på grund af Kristianes hjælpsomhed lykkes tingene hver gang.

 

- Du fortjener at blive Danmarks Bedste Kollega – og derfor er du nu blandt de 10 finalister.

 

Gode kolleger har stor betydning

Det er femte år i træk, at HK uddeler prisen Danmarks Bedste Kollega, hvor vinderen får et gavekort på op til 25.000 kroner til et arrangement sammen med sine kolleger.

 

Kåringen af Danmarks Bedste Kollega er et led i HK’s kampagne for et bedre psykisk arbejdsmiljø gennem god KollegaKarma.

 

- Alle gode kolleger fortjener anerkendelse. De betyder meget for vores trivsel på arbejdspladsen. Vi tilbringer en ret stor del af vores vågne tid på arbejdet, så de er vigtige for os alle sammen, siger Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

- At være gode kolleger er noget, vi alle kan og skal bidrage til, fordi det giver god energi til os alle sammen. Løn, ledelse og andre forhold har også stor betydning for, at vi trives på arbejdet. Men det at have gode kolleger er den enkelt faktor, der har størst betydning, viser vores undersøgelser, fortæller Marianne Køpke.

 

Der er nedsat en særlig jury, som vurderer finalisterne. Juryen består af medlemmer fra Dansk Erhverv, Offentlige HR-chefer, en arbejdsmiljørepræsentant og HK.

Artiklen er opdateret 22. oktober 2019

DU FÅR FAGLIGT FÆLLESSKAB

Vær med i det faglige fællesskab på din arbejdsplads. Det er dig og dine kolleger, der vælger tillidsrepræsentanten, der er HK’s lokale repræsentant. Og som kan hjælpe dig i dagligdagen. Et fagligt fællesskab er ikke blot faglig støtte – det er også socialt fællesskab, hvor du har indflydelse på aktiviteter og handlinger.