Den officielle influenzasæson er skudt i gang. Det varme tøj er fundet frem fra skabene, og måske er næsen sågar begyndt at løbe lidt. Efteråret betyder for mange desværre også, at sygdom kan ramme.

Vi har samlet sygdomsfakta, så du kan blive helt klar til sæsonen her. God fornøjelse. Og god bedring!

Når du skal melde dig syg

Først og fremmest er det vigtigt, at du har styr på, hvordan du melder dig syg på netop din arbejdsplads. Hvis du er i tvivl, så spørg din tillidsrepræsentant. Når du melder dig syg, så har du ikke pligt til at fortælle din chef præcist, hvad du fejler, men det er en god idé at fortælle, hvornår du forventer at være tilbage, hvis du har en idé om det. Din chef må gerne ringe til dig under din sygdom, men det må ikke være for at presse dig til at komme tilbage på jobbet, inden du er rask.

Hvis dit barn bliver syg

HK’s overenskomst giver mulighed for at holde barns 1. og 2. sygedag med løn. Der er fire faktorer, der er med til at bestemme, om du kan holde fri. Fraværet skal være nødvendigt af hensyn til barnet, og det skal være “foreneligt med forholdet på dit tjenestested.” Desuden skal barnet være under 18 år og have ophold hos dig. Er du i tvivl om, hvad du har ret til, så kontakt endelig din tillidsrepræsentant.

Ferie og sygdom

Hvis du bliver syg, mens du har ferie, kan du have ret til erstatningsferie. Der er dog 5 karensdage, der skal overstås, inden du begynder at få erstattet din ferie. Hvis du bliver syg, inden du starter din ferie, så har du ret til at få ferien erstattet.

Læs alt om sygdom og erstatningsferie her

Hvis du skal til lægen på grund af sygdom

Er du sygemeldt, når du skal til lægen, så kan du placere dit lægebesøg, som det passer dig. Hvis du er på arbejde igen, men har brug for at gå til lægen for at modtage behandling eller for at komme til en undersøgelse, har du faktisk ret til fravær med løn. Lægebesøget skal som udgangspunkt placeres uden for arbejdstiden, men det er ikke altid muligt.

Læs om sygdom og lægebesøg her 

Forebyggelse er den bedste kur - vask hænderne

I stedet for at bokse med sygdom er det naturligvis bedre at forsøge at undgå at blive syg. Og her spiller håndhygiejne en helt central rolle. Her får du 5 trin til en god håndvask

  1. Fugt hænder og håndled, inden sæben kommes på
  2. Fordel sæben grundigt
  3. Vask hænderne grundigt i mindst 15 sekunder. Husk fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled
  4. Skyl sæben af og dup hænderne helt tørre
  5. Sluk vandhanen med papirhåndklædet.

Kilde: Arbejdsmiljø i Danmark