Penge

Grundløn, ATP, arbejdsmarkedsbidrag, fradrag, tillæg, overarbejdsbetaling, pensionsbidrag, feriegodtgørelse, fritvalgskonto, a-skat…

Din lønseddel vrimler med tal, og det mest interessante er selvfølgelig det, der viser, hvor meget der går ind på din lønkonto. Men de andre tal - store som små - er også interessante. For bare en lille fejl i et tal kan vokse sig til et stort beløb på længere sigt.

Derfor bør du løbe din lønseddel igennem med jævne mellemrum, så du får fanget eventuelle fejl, inden de vokser sig til store beløb. Fik du fx den aftalte lønstigning fra det tidspunkt, I havde aftalt? Stiger din fritvalgskonto, som den skal? Betaler din arbejdsgiver ind på din pensionsordning?

- Langt de fleste går jo ud fra, at lønsedlen selvfølgelig er, som den skal være. Men det kan du altså tabe penge på, hvis du ikke jævnligt tjekker din lønseddel. For vores erfaring er, at der indimellem sker fejl, og du ikke får det, du har ret til. Ikke på grund af ond vilje fra arbejdsgiveren, men fordi fejl bare sker, siger Kim Jung Olsen, der er faglig chef i HK Privat.

Få hjælp fra HK’s lønseddelværktøj

Hvis du er usikker på, om du forstår tallene rigtigt, så har vi udarbejdet et værktøj, som gennemgår de vigtigste poster på en lønseddel.

Den kan du finde her (husk at vælge ’Privat’ i menuen).

I uge 45 og 46 kører der desuden en kampagne i regi af Fagbevægelsens Hovedorganisation, som også HK Privat er en del af. Men du kan altid få hjælp til at tjekke din lønseddel i din lokale HK-afdeling. Ring til HK på 7011 4545.

Andre link om løn

Prøv HK’s lønstatistik
Gode råd til din lønsamtale