De røde faner skal nok blive luftet 1. maj. Men det bliver uden en betalt fridag for de ansatte fra Københavns Universitet, der gerne vil deltage i arbejdernes kampdag. Foto: Michael Bech

Rektor Henrik C. Wegener fra Københavns Universitet (KU) skal ikke regne med at være i kridthuset hos universitets medarbejdere. Han har nemlig i dag på ledelsens vegne opsagt den gældende kutyme om, at de ansatte har ret til en betalt fridag 1. maj.

Universitetet har ellers hidtil holdt den faglige fane højt på arbejdernes internationale kampdag, men de dage er ovre nu. Medarbejderne har ikke længere ret til at holde fri 1. maj.

- Det er en trist beslutning. Og den viser, at ledelsen er ligeglad med de ansatte på KU. Jeg har været ansat her i mere end 30 år, og jeg har været vidne til, at måden at lede på har taget en uheldig drejning, siger HK-fællestillidsrepræsentant og næstformand i hovedsamarbejdsudvalget, Ingrid Kryhlmand. 

Hun betegner dagens debat i hovedsamarbejdsudvalget om fjernelsen af fridagen som et eksempel på, at ledelsen er blevet ”fuldstændig resistent over for fornuftige argumenter”.

- Ledelsen lyttede ikke til os. Det virkede, som om beslutningen var taget, inden dagens debat gik i gang. Det stod klart, at ledelsen ønskede at vise handlekraft. Men tryk avler modtryk, så måske reagerer de ansatte med at være mindre fleksible og ikke altid være villige til at arbejde ekstra for at få opgaverne løst, siger Ingrid Kryhlmand.

Et udtryk for ”regnearksledelse”

Fællestillidsrepræsentant for HK Dansk Laborant-Forening, Joan Lykkeaa, har kaldt fjernelsen af fridagen på kampdagen for en ”skændsel” og ”et rigtig dårligt træk af ledelsen”. 

AC-TAP-fællestillidsrepræsentant Signe Møller Johansen kalder det for ”regnearksledelse”, hvor ledelsen går i ”små sko” og risikerer, at medarbejderne bliver lige så nøjeregnende med at tælle deres timer, hvilket ”ikke nødvendigvis er til ledelsens fordel”.

Tillidsmændene på KU har nu en forventning om, at de forskellige organisationer går videre med sagen. Det kan derfor ende i et juridisk slagsmål, når KU med virkning fra 1. maj 2020 har besluttet at opsige kutymen med at holde betalt fri 1. maj.

Ledelsens inddragelse af fridagen har da heller ikke kun vakt harme blandt medarbejderne på universitetet. Det har også skabt røre i de faglige organisationer.

- Det er udtryk for manglende forståelse for medarbejderne og dårlig arbejdsgiveradfærd. Vi kigger nu nærmere på beslutningen, som vi ikke mener holder vand rent juridisk, siger forhandlingschef i HK Stat, Lina Gisselbæk Lauritsen.

”Det fremstår som en politisk handling”

KU lagde ud med at kalde fjernelsen af fridagen for en spareøvelse. Men det er tvivlsomt, om der er en reel besparelse, for medarbejderne har nemlig normalt ved fleksible rokader dækket ekstra arbejde og opgaver ind for hinanden. 

Derefter har universitetets ledelse kaldt inddragelsen af fridagen for et ønske om at fjerne et politisk signal. Rektor Henrik C. Wegener har udtalt, at KU ”må fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende det politiske statement som betalt frihed 1. maj giver”. Men derved kommer universitetet netop til at foretage et klart politisk valg, mener de faglige organisationer.

- Beslutningen om at fjerne retten til frihed 1. maj kan ikke ses som politisk neutral. Det fremstår som en politisk handling, siger Lina Gisselbæk Lauritsen.

Læs også: Statsansatte mister fridage: Nu har vi kun vores begravelsesdage tilbage