De fleste af os har eller har haft en kollega, der har nemmere ved at kode end at tale med kollegerne. Og det med kunderne er slet ikke noget for ham.

Der er nok en overvægt af mænd i IT-faget, og en del søger måske jobbet, fordi de ikke har nemt ved at håndtere det sociale, og branchen har ry for at være for de lidt nørdede.

Der er også kvindelige medlemmer, som ikke har det nemt med at håndtere det sociale. Der er bare færre af dem. På de arbejdspladser, jeg har været, har det mest været mænd, der kunne have meget vanskeligt med det sociale.

Ofte har det været noget så banalt – men alligevel møg-ubehageligt når man er den eneste kvinde i afdelingen – at en eller flere af kolleger synes, at det er helt i orden at glo på nøgne damer midt i arbejdstiden.

I disse tider kunne man let komme til at kalde det seksuel chikane i stedet for værkstedshumor. Jeg vælger dog at tro, at det handlede om, at de manglede det sociale kompas til at holde dem på en ret kurs i forhold til, hvad der er ok, og hvad der bestemt ikke er i orden at udsætte en kollega for.

 

Vi træner alle de sociale kompetencer
I langt de fleste tilfælde kommer det ikke så vidt. I langt de fleste tilfælde handler det bare om den ene eller de par gutter, som helst vil holde sig for sig selv. De har det bedst med at holde sig til den verden, de kender. Den er måske nemmere for dem at forholde sig til i stedet for at skulle forstå og tyde alle de forskellige – og i mellem forvirrende – signaler, vi mennesker sender til hinanden.

For langt de fleste af os er det normalt, ja rart, at være sammen med andre mennesker, uanset som det er kolleger eller kunder. Vi tænker ikke over det, når vi melder os som frivillige til at arrangere den næste julefrokost, går med i bestyrelsen for andelsboligforeningen eller noget helt tredje.

Men alt sammen er det med til at skærpe vores sociale kompetencer. De samme kompetencer vi anvender på jobbet.

I takt med IT er rykket op fra kælderen eller ud af IT-afdelingen som afgørende for driften af virksomheder, det offentlige og andre organisationer, er vi som IT-professionelle nødt til at være med helt fremme i organisationen. Vi er nødt til at se på de sociale kompetencer som lige så afgørende som de faglige kompetencer. Det er ikke længere ”nice to have” det er ”need to have”. De menneskelige kompetencer bliver stadigt vigtigere i en tid, hvor flere og flere funktioner automatiseres. Husk på, de menneskelige kompetencer har softwarerobotterne ikke.

 

Nødt til at møde andre mennesker

Og det for de langt de flestes vedkommende heller ikke et problem. Den moderne IT-medarbejdere anno 2019 svarer ikke til myten om den introverte nørd. Langt de fleste af mine kolleger på jobbet eller i SAMDATA’s bestyrelse er mennesker med højt udviklede sociale kompetencer. Og ser du dig om på din arbejdsplads, tror jeg også, at det vil være tilfældet hos dig.

Men. Og der er et ”men” i den diskussion. Tilbage er der nogle kolleger, som ikke er kommet med i den nye virkelighed. Vi har nogle, som måske har en diagnose eller bare er meget introverte, hvor det sociale er ufatteligt svært.

Som det første vil jeg understrege, at der skal også være plads til dem i vores branche. Dem skal vi passe på samtidig med, at vi giver dem muligheder for at bidrage.

Men desværre for dem bliver der dog stadigt færre stillinger, hvor man kan gemme sig bag en skærm. Flere og flere af dem vil få opgaver, hvor de er nødt til at møde andre mennesker ansigt til ansigt ude i den virkelighed, som lurer på den anden side af glasdøren ind til IT-afdelingens sikre verden. Det er den retningen, udviklingen går.

Alle må være med til at trække læsset i hverdagen. Men hvad gør vi ved det? Det nemme er at sige, at nu må de tage sig sammen. Men det, tror jeg ikke rigtigt på, vil virke. Selv om vi ved, at vi burde tage os sammen for at tabe os, løbe en tur i skoven eller noget, vi burde, er det ikke altid, vi får det gjort.

I stedet tror jeg mere på, at vi – alle dem omkring dem i hverdagen på jobbet – kan være med til at give dem en hånd ved at spørge venligt, om de ikke kunne have lyst til at spise frokost sammen i kantinen eller være med til at arrangere den næste komsammen på jobbet. Det behøver jo ikke være noget med en løftet moralsk pegefinger.

 

Det lille kærlige puf virker

Næh, i min verden virker det lille kærlige puf ofte bedre end så mange andre redskaber. Lad os sammen – både arbejdsgiver, tillidsrepræsentant og kolleger – være med til at gøre det nemt for dem at bevæge sig ud i vores virkelighed.

Hvis man gør det lidt nemmere at gøre det rigtige, vil de fleste af os jo gøre det. Hvis man skal tabe sig, nytter det jo ikke at have slik liggende i køkkenskabet. Det skal helst forblive nede i Irma eller Fakta. I stedet skal man måske gøre det nemmere at spise den salat eller gå den tur i sensommersolen, mens den er der.

Så hvis du og jeg kan gøre det nemmere for en kollega at bevæge sig væk fra skærmen, kan det måske blive de første skridt for vedkommende til at blive bedre til at tage sig godt af kunder og kolleger. Og så har vi alle vundet noget.

Sammen kan vi i fagforeningen sørge for, at både arbejdsgivere og lønmodtagere går i samme retning, når det gælder om at få disse kolleger gjort klar til at håndtere den moderne virkelighed. Det nytter jo ikke, hvis arbejdsgiverne kaster dem på porten for at hyre nogle nye friske ansigter. Ikke alene ville det være en uacceptabel brug-og-smid-væk tilgang til mennesker, der måske har givet mange år til deres arbejdsplads. Det ville også være torskedumt.

Vi har akut brug for IT-professionelle. Vi har brug for dem i alle leder og kanter af vores virksomheder, kommuner og alle andre hjørner af samfundet.

 

 

Sammen kan vi i fagforeningen sørge for, at både arbejdsgivere og lønmodtagere får i samme retning, når det gælder om at få disse kolleger gjort klar til at håndtere den moderne virkelighed, mener Annemette Meldgaard Røge. (Foto: Ernst Poulsen)