Det er femte år i træk, HK kårer Danmarks Bedste Kollega, og der er heldigvis stadig rigtig mange gode kolleger, der fortjener den ære. I år er tre af de ti finalister kommunale HK’ere.

Heidi Jensen, der er personale- og lønspecialist fra Aalborg Kommune er blevet nomineret af sin kollega Karina Bisgaard Pedersen. I sin nominering skriver Karina blandt andet:

Heidi kan med sin karisma, adfærd og mimik gøre alt spændende. Man ved, hvor man har hende og selv på småtriste dage og de mest travle dage, er hun altid god for en frisk og kæk bemærkning, som kan få os alle til at grine og give os en fornyet gejst til arbejdet.

Fantastisk og hjælpsom


Den anden kommunale finalist er Eva Vinther Andersen (th på billedet), HR-koordinator i Egedal Kommune. Hun er nomineret af Pia Tregub Darby. Pia skriver blandt andet: Eva er fantastisk! Hendes glæde smitter alle i hele organisationen og alle ved, hvem hende den skønne kvinde fra 4. sal er.

Hun hjælper gerne alle i organisationen: ledere, kolleger, elever, seniorjobbere – ja hvor der er brug for hjælp, hvad enten det er professionelt og behov for sparring eller privat. Hun er fantastisk imødekommende og empatisk og får alle nye som ”gamle” medarbejdere, elever, seniorjobber mv. til at føle sig værdsat og set.

Inspirerende


Den sidste kommunale finalist er Dorte Sielemann Jakobsen, assistent i Aarhus Kommune. Hun er nomineret af Nana Lykke.

Nanna skriver blandt andet: Dorte spreder godt humør, og hun hjælper sine kolleger. Hun inspirerer og siger tingene som de er, og det er enormt befriende at have Dorte som kollega. Hun tager også ansvar som elevvejleder, og hun bakker op og taler vigtigheden af det sociale på en arbejdsplads op, og det vidner for mig om et stort engagement. Dorte har vist vejen for en fantastisk måde både at have det sjovt og være topprofessionel på, og det beundrer jeg.

Artiklen er opdateret 29. oktober 2019