Faglige sagsbehandlere i HK Handel, Ninna Holm Palm (t.v.) og  Lea Hjort Olesen (t.h.)

Faglige sagsbehandlere i HK Handel, Ninna Holm Palm (t.v.) og  Lea Hjorth Olesen (t.h.)

 

Der har været talt om det utallige gange, og alligevel hopper en del medarbejdere stadig i ”fælden”: De deler ting på sociale medier, hvor de er i festligt lag, mens de er sygemeldte.

 

Den adfærd har i mange tilfælde medført opsigelse, trusler fra arbejdsgiveren om bortvisning eller en effektueret bortvisning.

 

Derfor opfordrer HK Handel Nordjylland alle medlemmer til at tænke sig rigtig godt om, inden de deler noget på sociale medier. Det være sig på Facebook, Instagram eller andre såkaldte sociale medier (SoMe).

 

- Vi har svært ved at hjælpe medlemmerne, hvis de selv har delt billeder af sig selv i festtøj og en fadøl i hånden i Jomfru Ane Gade fredag aften, når de er sygemeldte. Det siger faglig sagsbehandler Ninna Holm Palm fra HK Handel Nordjylland på baggrund af et konkret eksempel. Sagen endte med en opsigelse.

 

Opslagene finder vej til chefen 

 

Måske er du ikke selv ven med chefen på det pågældende sociale medie, men så er chefen måske ven med en af dine venner, og derfor kan chefen alligevel se opslaget.

Nogle HK-medlemmer bliver tagget af andre; det vil sige, at deres navn bliver sat på et billede, som deles i de andres opslag, i en situation, som ikke er heldig, hvis de går hjemme som sygemeldte.

 

- Der er absolut grund til at være meget opmærksom og at bede familie og venner undlade at tagge dig, hvis situationen på billedet kan opfattes forkert af arbejdsgiveren, råder faglig sagsbehandler Lea Hjorth Olesen.

 

- Pas også på, når andre tagger dig, råder faglig sagsbehandler Lea Hjort Olesen

- Pas også på, når andre tagger dig, råder faglig sagsbehandler Lea Hjorth Olesen

 

Og hun fortsætter.

 

- Et fiktivt eksempel, der ligner en virkelig sag, jeg har haft, kunne være:

 

- Et HK-medlem, der er sygemeldt med en alvorlig lidelse, bliver overrasket derhjemme af familien på sin fødselsdag.  Et af familiemedlemmerne tager fotos af festlighederne og tagger vores medlem. Chefen ser billedet og truer med en bortvisning, indtil HK går ind i sagen og får den stoppet. Medlemmet bliver kun reddet fra bortvisning fordi hun kan dokumentere, at hun er sygemeldt, fordi hun venter på en operation. Og fordi festligheden ikke har forværret sygdommen og dermed heller ikke har forhalet helbredelsen, fortæller Lea Hjorth Olesen.

 

Undgå, at dine opslag kan misforstås

 

Men må man så slet ikke være på sociale medier, mens man er syg? Og hvad ligger inden for det acceptable at slå op? 

 

Ninna Holm Palm, faglig sagsbehandler, forklarer:

- Jo, du må gerne være på de sociale medier under en sygemelding, men det, du slår op, må ikke kunne opfattes forkert. Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at undgå at bringe sig selv i situationer, der kan blive misforstået. Overvej derfor lige en ekstra gang, hvad du slår op eller bliver tagget i, så du ikke kommer til at give din arbejdsgiver en grund til at opsige dig.

 

Pligten til at være loyal over for arbejdspladsen


Et andet sted, hvor man kan hoppe i, er ved at opslå kritiske kommentarer.

 

- Vær opmærksom på loyalitetspligten, lyder det fra faglig sagsbehandler Ninna Holm Palm

- Vær opmærksom på loyalitetspligten, lyder det fra faglig sagsbehandler Ninna Holm Palm

 

Med dit ansættelsesforhold følger automatisk en loyalitetspligt. Du har dermed pligt til at omtale din arbejdsplads loyalt. Det er nemlig vigtigt, at din arbejdsgiver kan have tillid til, at de ansatte ikke omtaler virksomheden på en måde, der kan skade den. Derfor skal du som ansat udvise påpasselighed og ikke lave opslag, der kan have en negativ effekt på din arbejdsplads.

 

 - Vi har flere gange set eksempler på, at vores medlemmer laver opslag med indirekte kritik af deres arbejdsplads, og her er det meget svært for os at hjælpe medlemmet, hvis det får ansættelsesretlige konsekvenser”, siger Ninna Holm Palm.

 

Gå i stedet til HK med problemerne

 

- Laver du f.eks. et opslag, hvor du skriver: ”Det skal blive godt at få holdt weekend, da min hverdag kun består af lorteopgaver” eller endnu værre ”jeg har et møgjob”, så er vi allerede bagud på point, og så bliver det rigtig svært for os at hjælpe dig, hvis du f.eks. bliver opsagt. Opslagene vil blive betragtet som illoyale overfor arbejdsgiver, som derfor kan være i sin gode ret til at opsige dig. 

 

Fra begge faglige sagsbehandlere i HK Handel lyder det derfor:

 

- Hvis du har problemer på arbejdspladsen eller er utilfreds, så er det bedre at gå til din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant og forsøge at få løst konflikten. Involver eventuelt os i HK. Kan det ikke lade sig gøre at forbedre situationen, så kan den sidste mulighed være at finde et andet job og sige op. Det er jo chefen, der har fat i den lange ende med hensyn til din ansættelse, siger Lea Hjorth Olesen og Ninna Holm Palm.

 

Mere om loyalitetspligten:

https://www.hk.dk/aktuelt/nyheder/2019/04/24/hvad-maa-du-skrive-paa-facebook

 

BED HK OM RÅD

Kommer du i en situation, der ligner de beskrevne, bør du kontakte HK faglig afdeling på 33 64 13 01.  Alle situationer er forskellige og bør derfor vurderes individuelt.