To gode, sydjyske kolleger er for nyligt blevet overrasket med nyheden om, at de er gået videre til finalen i HK’s konkurrence om at blive Danmarks bedste kollega.

Bankrådgiver Mette Thestrup Brandt fra Esbjerg og butikselev Jannik Søgaard Larsen fra Brædstrup skal repræsentere Sydjylland i Cirkusbygningen den 12. november, hvor Danmarks Bedste Kollega skal kåres.

Mette Thestrup Brandt er ansat i Arbejdernes Landsbank, hvor hendes kollega Mariann Langelund har nomineret hende til den flotte titel.

- Mette er den lattermilde kollega, der altid hjælper. Stort og småt, Mette melder klar. Hun er dygtig til sit arbejde, meget ansvarlig og deler gerne ud af sin viden med et smil, lyder det bl.a. i kollegaens indstilling.


Lagkage og konfetti

Jannik Søgaard Larsen, der er elev i Jem & Fix, er indstillet af hans kollega Eija Pedersen.

- Jannik er den bedste kollega. Han gør dagene sjovere, lukkevagterne mere udholdelige og åbnevagterne mindre hårde. Jannik kan man betro sig til, være både sjov og alvorlig sammen med. Han tager hverdagen seriøst, men med en sjov holdning, og han er altid klar på lige at hjælpe med diverse opgaver, skriver hun bl.a.

Begge finalister fik sig en overraskelse af de større, da HK Sydjylland dukkede op med konfettikanoner og kæmpe lagkage.

- Jeg er helt overvældet og havde slet ikke troet, at jeg ville komme i finalen. Jeg tænker ikke så meget over, om jeg er en god kollega. Det falder mig vist bare naturligt at hjælpe andre, både privat og når jeg er på arbejde, sagde Mette Thestrup Brandt umiddelbart efter overraskelsen.

 

Herunder kan du se billeder af to overraskede finalister. Følg med her på siden og på HK Sydjyllands Facebook-side, hvor vi holder dig opdateret.