Den 1. november var sidste frist for at indsende overenskomstkrav, inden HK Handel skal forhandle ny overenskomst med arbejdsgiverne i begyndelsen af 2020. To dage inden var tillidsvalgte fra hele landet samlet i Odense for at drøfte og nedfælde alle de vigtige krav og ønsker, der måtte være for HK Handels medlemmers arbejdsliv.

Tre deltagende tillidsrepræsentanter giver her deres bud på krav, de håber, bliver forhandlet hjem under OK20.

 

Tina Pihl Ernstsen, tillidsrepræsentant, Lidl:

Det står højt på ønskelisten at arbejde hver tredje weekend i stedet for hver anden weekend. Vi har i forvejen mange skæve arbejdstider, og de fleste vil hellere have mere fri i weekenderne frem for i hverdagene – typisk så man kan holde fri sammen med resten af familien. Og jo flere weekender, vi kan få fri, jo mere fleksible kan vi også være og træde til på weekendvagter, hvis eksempelvis en kollega bliver syg, og arbejdsgiver bliver presset.

 

 

 

 

Ole Byvard, tillidsrepræsentant (suppleant), NOMECO A/S:

Ved den kommende overenskomst håber jeg, at tillidsrepræsentanter og suppleanter bliver sidestillet i hele valgperioden. Som det er nu, er tillidsrepræsentanter beskyttet, og det er suppleanterne ikke. Det er vigtigt, at vi suppleanter også trygt kan tage kampene, hvis tillidsrepræsentanten eksempelvis melder sig syg.

 

 

 

 

Hanne Schou Rønning, tillidsrepræsentant, Coop.dk:

For det første er der ikke noget forskudttidstillæg på kontorområdet, som der er på lagrene, og det mangler vi i høj grad. For det andet er det problematisk, at når en medarbejder tager ekstra vagter, så bliver ens arbejdstid bare ændret fra kl. 8 -16 til 10-18, og her mangler vi helt klart varsko. Det, håber jeg, bliver ændret i den nye overenskomst.

 

 

 

 

Fotos: Hung Tien Vu