Der er et halvt århundrede til, at Stinna kan gå på folkepension. Alligevel har hun været i gang med pensionstjek

Der er et halvt århundrede til, at Stinna kan gå på folkepension. Alligevel har hun været i gang med pensionstjek

 

Men sparer de nok op? Det satte to unge nordjyder sig for at finde ud af.

 

- Det er så fjernt lige nu på grund af min alder!  Men det er at skyde sig selv i foden ikke at forholde sig til sin pension. Selv små justeringer kan gøre en stor forskel.

 

Det siger Jonas Klarskov Christiansen, som har taget et pensionstjek på nettet efter at have været til et møde i HK Stat tidligere på året om emnet. Og han fik da også en overraskelse eller to.

 

Jonas er 28 år og overassistent i Motorstyrelsen i Aalborg.

 

På pension om et halvt århundrede

 

På det samme møde deltog også Stinna Krøgholt Skov, 21 år og elev i løn og regnskab ved Statens Administration i Hjørring. 

 

Ved det pensionstjek, hun også har taget efterfølgende, fandt Stinna ud af, at det er vigtigt at komme i gang med at spare op tidligt. Altså til den pension, hun om et halvt århundrede har sparet op til ved siden af folkepensionen. Som 21-årig kan Stinna konstatere, at der er 51 år til, at hun bliver folkepensionist – nemlig som 72-årig.

 

- Pensionstjekket gav et godt overblik. Jeg har tastet nogen forudsætninger ind, og det er jo svært at kigge så langt ud i fremtiden, siger hun.

 

- Men jeg forudsatte, at jeg har bil, men ikke ejerbolig på det tidspunkt. Det beløb, jeg sparer op, passer fint, men jeg vil tage et tjek igen, når jeg er udlært om et år. Måske skal der ”spyttes lidt mere i kassen” til den tid, tilføjer hun.

 

Unge gider normalt ikke pensionstjek

 

Stinna Krøgholt Skov kan se, at hendes jævnaldrende ikke prioriterer at tage pensionstjek, men det anbefaler hun dem at gøre, efter at hun selv har prøvet.

 

- Tag tjekket og snak med en rådgiver. Hvis ikke, bliver de nok overrasket over, at der ikke er penge nok til det, de gerne vil. Pengene skal passe til det, du gerne vil i pensionistlivet, om du vil rejse, have hus i Spanien eller sidde hjemme med strikketøjet, pointerer Stinna.

 

Jonas på 28 har også taget pensionstjek. Det næste skidt bliver at lave en aftale med en rådgiver, siger han

Jonas på 28 har også taget pensionstjek. Det næste skidt bliver at lave en aftale med en rådgiver, siger han

 

Jonas Klarskov Christiansen fra Motorstyrelsen er enig:

- Selv små justeringer kan gøre en stor forskel på langt sigt, fandt jeg ud af. De fleste har nok råd til at indbetale en halvtredser eller en hundredkroneseddel mere om måneden, funderer han.

 

Mange guldkorn fra Sampension

 

Jonas fik mange guldkorn med sig fra HK Stats arrangement med rådgiveren fra Sampension.

  

- Før det havde jeg ikke kendskab til hjemmeside, online rådgivning eller begunstigelse, altså, at du skal tage stilling til, hvem der skal have de opsparede penge, hvis du dør i utide, siger han.

 

Det næste skidt bliver at lave en aftale med en rådgiver, lover Jonas sig selv. Min pensionsalder er 68 år, så jeg når heldigvis ikke at blive 70, før jeg kan gå af, siger han med et grin.

 

 

Fakta om Pensionstjek

Du kan tage et pensionstjek her

https://www.pensionsinfo.dk/Borgerservice/velkommen.html

eller hos dit eget pensionsselskab, når du har en pensionsordning gennem arbejdet.