Susan Sunekær arbejder på at kunne være med til at drive den digitale udvikling – i stedet for at blive offer for den.

FOTO: MORTEN RODE

Da Susan Sunekær kort efter at have mistet sit sekretærjob blev opmærksom på HK-kursusforløbet ”Digital Forandringsagent”, tænkte hun straks: 

”Dét her er min fremtid!”

Det fortæller hun allerede over telefonen, inden vi aftaler at mødes til et interview på Susans bopæl i Farum. 

Og da vi et par uger senere sidder dér ved Susans spisebord over kaffe og kage – for det er nemlig Susans 58-års fødselsdag – uddyber hun:

- Jeg går jo selv og siger, at jeg som traditionel sekretær er en truet art. Så jeg er nødt til at følge med udviklingen.

Kollegaer er også kunder

Kursusforløbet ”Digital Forandringsagent” går ud på at lære, hvordan man driver digitale forandringsprocesser på sin arbejdsplads. Det henvender sig primært til HK’ere med kundekontakt i små og mellemstore virksomheder, og dagen forinden har Susan deltaget i det tredje modul ud af fem.

Susan passer dog ikke helt på målgruppen. Hun er tidligere i år blevet ledig, da hun sammen med fire andre sekretærer mistede sit job hos AJ Vaccines. Hun havde heller ikke decideret kundekontakt i jobbet, men hun arbejdede med personaleadministration og administrerede blandt meget andet det interne vaccinationsprogram for kollegaerne.

Og som hun siger: 

- Jeg har altid opfattet mine kollegaer som kunder. Desuden ved jeg jo heller ikke, hvad jeg kommer til at arbejde med nu.

Og så er der den krølle på det, at Susan og hendes opsagte kollegaer netop mistede deres job, fordi væsentlige dele af deres arbejde blev lagt over i andre systemer. De blev med andre ord ofre for den type forandring, Susan nu selv går på kursus for at lære.

- Kurset handler grundlæggende om, at man tager en proces og ser, om man kan digitalisere den. Og dét er jo min fremtid, som jeg ser det. For sekretærens traditionelle opgaver digitaliseres og automatiseres. Men man nedlægger jo ikke bare funktionerne fuldstændig, der skal også stadig være nogle til at ”massere” systemet. Det var derfor, jeg meldte mig. Nu skal jeg ligesom ud og være med på fremtiden. Det skulle jeg selvfølgelig også før. Men der havde jeg så travlt, at jeg ikke havde overskud til uddannelse.

 

to nye kursusforløb i januar

 
I HK Hovedstaden er der allerede planlagt to forløb mere med start i januar, som du kan nå at melde dig til:
 
START 13. JANUAR: Formiddagshold med moduler fra kl. 09-12. Klik HER
 
START 15. JANUAR: Aftenhold med moduler fra kl. 17-20. Klik HER

Bruger det allerede

På kursusforløbet har Susan indtil videre lært om digital kundeservice og om kortlægning, brug og sikring af data. Deltagerne skal også løbende arbejde på et projekt med udgangspunkt i deres egen virkelighed, og Susan har valgt at arbejde med et teoretisk projekt – nemlig digitaliseringen af det vaccinationsprogram, hun administrerede hos AJ Vaccines.

- Min forventning er, at jeg efter kurset vil være i stand til at komme med digitale løsningsforslag på eksempelvis ”mit eget” vaccinationsprogram. Jeg regner med at lære, hvad der findes af digitale muligheder, siger hun og fortæller, at hun allerede bruger kurset i sin jobsøgning.

- Når jeg skriver ansøgninger, fortæller jeg, at jeg for at videreudvikle mig er ved at tage det her kursusforløb som Digital Forandringsagent. Jeg gør det for at nævne, at jeg er med på det nyeste og åben over for udviklingen.
Susan synes faktisk, at det giver rigtig god mening, at det netop er sådan en som hende, der skal være med til at drive digitale udviklingsprocesser på arbejdspladsen.

- HK’eren har jo indgående kendskab til de processer, det handler om, siger hun.

- Jeg vil absolut anbefale andre at tage det her kursus. For det giver en indsigt i, hvor vi er på vej hen.

Digital Forandringsagent

 
»Digital Forandringsagent« er et kursusforløb, som klæder dig på til at drive din virksomheds digitale udvikling. To nye hold starter op i januar.
 
Kursusforløbet henvender sig overvejende til dig, der arbejder på en mindre eller mellemstor virksomhed, da disse ofte har et uudnyttet digitalt potentiale. 
 
Som Digital Forandringsagent undersøger og beskriver du virksomhedens muligheder for at skabe værdi og optimere forretningsprocesser ved hjælp af digitalisering, og du får indblik i, hvilke forbedringer du og din virksomhed kan foretage.
 
5 X 3 TIMER
 
Kursusforløbet består af fem moduler af tre timers varighed. 
 
Efter de fem moduler har du lavet en plan for, hvordan du kan skabe vækst og gøre din virksomhed mere effektiv ved at anvende digitale værktøjer.
 
Som Digital Forandringsagent står du stærkere, når du skal navigere i den digitale transformation af din virksomhed, og du får redskaberne til at kunne bidrage til vækst, organisering af interne arbejdsgange og kommunikation med kunder og partnere.
 
Helt konkret giver kursusforløbet dig redskaber til at strukturere og optimere interne arbejdsgange, beherske og begå dig på diverse digitale platforme, bidrage til at skabe vækst i virksomheden, øge synligheden online samt forstå og anvende data om din virksomheds kunder.
 
Forløbet er udviklet af Google i samarbejde med HK og IVÆKST.
 

Læs mere på www.digitalforandringsagent.dk