Der var god stemning og masser af workshops og inspiration at hente for de knap 100 elever, der i weekenden deltog i årets elevkonference i Svendborg.
Som sædvanlig blev to kommuner kåret til henholdsvis Årets Elevnetværk og Årets praktiksted.

For andet år i træk vandt Esbjerg Kommune Årets elevnetværk – begrundelsen fra juryen lyder:

- Vi har valgt en vinder af årets elevnetværk. Den indstilling der skilte sig mest ud var et elevnetværk der lægger stor vægt på fællesskab, sammenhold og venskaber. De er med i et fællesskab bestående af 25 elever med forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvor de vender vidt og bredt, herunder skoleopgaver og kageopskrifter. Derfor har vi valgt Esbjerg kommune, som årets elevnetværk!



Prisen for Årets praktiksted gik i år til Haderslev Kommune. Her skriver juryen:

- Eleverne fra Haderslev Kommune beskriver en imødekommende og åben arbejdsplads. Kommunen formår at tage deres elever seriøst og støtter op om elevernes elevklub samt fællesskabet generelt. Samtidig har eleverne fra Haderslev Kommune et godt samarbejde med Skive Kommune, som de i øvrigt gerne vil dele præmien med til bl.a. en fælles studietur og andre faglige indspark. Derfor er de vinderne af Årets Praktikplads.

Artiklen er opdateret 18. november 2019