Line Hasselby

FOTO:HK Handel Hovedstaden

 

Sidste år ventede omkring 100 kunder ude foran Bilka One Stop i Fields allerede inden butikken var åben på Black Friday. På blot få år har dagen slået rødder som den største shoppedag i Danmark, hvor butikker i hele landet lokker med gode tilbud og i mange tilfælde udvidede åbningstider.

- Vi ved af erfaring at mængden af kunder og varer, der skal i gennem butikken, er ekstraordinær stor. Derfor er det selvfølgelig en dag, vi alle tænker på og forsøger at forberede os så godt som muligt til, siger Line Hasselby, tillidsrepræsentant i Bilka One Stop i Fields. 

Line Hasselby har stor erfaring med at arbejde på Black Friday, og selvom der er lagt op til kaos og utålmodige kunder, så er de butiksansatte i Bilka ikke nervøse for dagen.

- Vi bruger meget tid på at forberede dagen. Det er ting lige fra at sikre, at der er styr på bemanding, til varemængder af tilbudsvarer samt opfyldning af almindeligt sortiment. På denne måde kan vi holde kunderne så tilfredse som muligt, siger hun.

 

Fakta om BLACK FRIDAY

 

* Black Friday blev introduceret til danske forbrugere i 2013
* I år falder Black Friday d. 29. november

* Den samlede omsætning på Black Friday endte på 1,94 milliarder kroner i 2018.
I 2017 var salget på rekordhøje 2,12 milliarder kroner
* Black Friday foregår både online og offline. I 2017 handlede 61 % af danskerne i en netbutik og 63 % handlede i en fysisk butik. 25% af danskerne gjorde begge dele
* Mandagen efter Black Friday følger endnu en tilbudsdag. Det er 'Cyber Monday'. Det er online butikkernes modsvar til Black Friday, der oprindeligt var en handelsdag i de fysiske butikker. 

Kilde: Nets og Dansk Erhverv

De seneste år har Black Friday slået rekord som årets største shoppedag, og et flertal af danskere handler i de fysiske butikker, ifølge Nets.

LÆS OGSÅ: BLACK FRIDAY: 3 TING, DU SKAL VIDE OM DINE ARBEJDSTIDER

 

Godt samarbejde er lige så vigtigt som forberedelse

Ifølge Line Hasselby er det dog lige så vigtigt, at alle kollegaer er indstillet på, at der skal være et godt samarbejde lige præcis den dag.

- Der er ikke plads til fnidder sådan en dag. Det er en dag, hvor vi skal have et godt og stærkt samarbejde på tværs af afdelingerne for at sikre, at vi har overskud til de krævende kunder, siger hun.

Samtidig understreger hun, at det er vigtigt, man siger højt, hvis man er bekymret for dagen eller oplever noget ubehageligt med kunderne. En undersøgelse lavet blandt HK Handels medlemmer viser, at ubehøvlede kunder er hverdag for mange butiksansatte. 

- Alle der arbejder i butik ved, hvor ubehageligt det er at blive overfuset af en kunde. Så husk at tale med din chef, kollega eller tillidsrepræsentant, så du ikke skal døje med det alene, siger Line Hasselby.

Hun opfordrer i øvrigt også alle kunder til at følge de ni gode råd til ’Sådan bliver du en perfekt Black Friday kunde’, som HK Handels butiksansatte medlemmer formulerede sidste år.  

Black Friday

Læs også: FEM TIPS TIL DIG, der arbejder på black friday