Trappe

Med initiativet ’Bevæg dig for livet’, der er søsat af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idrætsforbund (DIF), skal flere kommuner forsøge at få flere borgere til at være mere fysisk aktive.

Ugentlig motion kan nemlig bidrage til at øge arbejdsglæden, trivslen på arbejdspladsen og forbedre folkesundheden, lyder det.

I Hillerød Kommune går man ifølge Ritzau så langt, at man som den første kommune i landet fra den 1. januar 2020 tilbyder alle 5.550 ansatte en times ugentlig motion i arbejdstiden.

Fra årsskiftet skal alle ledere på samtlige arbejdspladser i kommunen have sat tiltaget på dagsordenen og involveret medarbejderne i, hvordan man bedst kan gøre plads til motion på den enkelte arbejdsplads.

Lokale motionsløsninger

Det er nemlig ifølge Hillerøds kommunaldirektør, Erik Nygreen, op til ledere og medarbejdere at finde løsninger, der passer til netop deres arbejdsplads og dagligdag.

- De kan vælge at fordele tiden ud på alle ugens arbejdsdage eller vælge at samle tiden til et længere motionspas. Initiativet handler dybest set om at fremme arbejdsglæden gennem fysisk velvære og anderledes fællesskab med hinanden, siger Erik Nygreen.

Den arbejdstidsrelaterede motion kan for eksempel bestå i en times yoga om ugen, 12 minutters gåtur dagligt eller en halv times boldspil i en idrætshal to gange ugentligt.

’Bevæg dig for livet’-indsatsen er lige nu i sin opstartsfase i 20 kommuner. Og flere kommuner overvejer at følge Hillerøds eksempel med motion i arbejdstiden.

Artiklen er opdateret 27. november 2019