Regionale tillidsrepræsentanter på kursus i  ’Den synlige tillidsrepræsentant’

I HK Kommunal Sjælland er vi af den opfattelse, at tillidsrepræsentanter (TR) er en vigtig krumtap i Den danske model. Hver dag giver de modellen værdi tæt på medlemmerne. På den baggrund gennemgår TR fra det regionale område i den kommende tid et intensivt uddannelsesforløb under overskriften ’Den synlige tillidsrepræsentant’. Formålet med uddannelsen er at gøre dem endnu dygtigere til at skabe relationer til kollegerne.

- Gode kollegiale relationer er afgørende for et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem TR og medlemmerne. En tæt dialog med medlemmerne giver en stærkere TR og en stærkere klub, siger Michael Rosenberg, formand for HK Kommunal Sjælland.

Michael fortæller, at det kræver en indsats at opbygge og vedligeholde gode relationer, og som TR skal man være i stand til – og have mod til – at skabe en relation trods en distance. Han fortæller, at man skal turde give noget af sig selv, også selvom man ikke har mødt en kollega tidligere, eller selvom der sidder 50 kolleger til en generalforsamling.

Vi fortjener ikke at være usynlige

Louise Møller Slaaby er TR på Billeddiagnostisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge. Det har hun været siden oktober 2019. Hun stillede op som TR efter en fyringsrunde, der gik hårdt ud over lægesekretærerne:

- Fyringsrunden vendte op og ned på Billeddiagnostisk Afdeling, som jeg kendte den. Fra den dag var vi sekretærer usynlige på afdelingen. Det fortjener vi ikke, så derfor stillede jeg op som TR, fortæller Louise.

Louise fortæller, at hun har lært på kurset, at synlighed kan styrkes gennem historiefortælling.

- Det handler ikke om at overbevise mine kolleger om, at det faglige fællesskab er vigtigt. Det handler om at vise det gennem min egen fortælling om, hvorfor jeg mener, at vi skal stå sammen som faggruppe. Det vil jeg øve mig på frem mod næste modul, slutter Louise.

Sætte ord på min stærke motivation

Jan Laursen har været tillidsrepræsentant i Koncern-IT i Region Sjælland siden 2011.

Efter første modul på uddannelsen er Jan blevet mere opmærksom på, hvordan han fremstår, når han taler foran en forsamling:

- Jeg kan fremstå mere overbevisende og troværdig. Få sat ord på min stærke motivation for at få kollegerne med i fællesskabet. Jeg skal være i stand til at fortælle om HK på en måde, så folk får lyst til at høre efter. Det har jeg fået nogle gode værktøjer til, fortæller Jan.

Stærke klubber

Med uddannelsen vil HK Kommunal Sjællands bestyrelse styrke TR og klubberne på de regionale arbejdspladser. Uddannelsen kører over de næste 4 måneder.

Overvejer du at blive tillidsrepræsentant? Bliv klogere på rollen og ansvaret