Et stort flertal på 69 procent af de kommunalt ansatte kan i år se frem til at få en julegave af deres arbejdsgiver. Det viser en rundspørge, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har gennemført blandt landets 98 kommunale HR- og personalechefer.

I en lignende rundspørge fra 2014, var det kun 61 procent af kommunerne, der gav julegaver til alle eller nogle medarbejdere. Tendensen er med andre ord tydelig: Flere kommuner er kommet i gavehumør i løbet af de seneste fem år.

I nogle kommuner er det nærmest en selvfølge at betænke medarbejderne med en rent fysisk erkendtlighed op mod jul. Andre kommuner har end ikke overvejet tanken.

Ærøsk skulderklap

En af de kommuner, der holder fast i gaverne til medarbejderne, er Ærø. Ø-kommunen har ifølge borgmester, Ole Wej Pedersen (S), altid givet de ansatte julegaver.

- Der er ikke tale om nogle store gaver, men det er symbolikken i at markere, at vi sætter stor pris på vores medarbejdere. Det er et helt passende skulderklap til dem, siger Ærø-borgmesteren til Danske Kommuner.

Gavehumøret fejler heller ikke noget hos Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V).

– Det er ikke noget, vi har diskuteret, om vi skal. Men vi er en virksomhed med 4.000 medarbejdere, der som rigtig mange andre virksomheder har behov for, at vores medarbejdere føler sig påskønnet. Vi har brug for deres gunst i hverdagen, siger han.

Ingen gavekultur i Horsens

Horsens er en af de 26 kommuner, der i undersøgelsen svarer, at medarbejderne slet ikke får julegaver. Det har ifølge kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen heller ikke har været et tema, der har været til politisk drøftelse.

– For os ville det være mærkeligt at begynde på. Vi betaler heller aldrig julefrokoster for medarbejderne. Der er bare ikke den kultur i kommunen. Det har selvfølgelig noget at gøre med, hvad man synes, man skal bruge skatteydernes penge på, fortæller kommunaldirektøren til Danske Kommuner.

I KL blev julegaverne afskaffet i 2010, mens Danske Regioner fortsat giver en mindre julegave til alle medarbejdere.

Artiklen er opdateret 11. december 2019