Portræt af Casper Nielsen

Casper Nielsen er kontoruddannet, og umiddelbart efter sin uddannelse besluttede han at læse videre til administrationsøkonom.

Casper er aktiv i sin jobsøgning og gør en dyd ud af at kontakte virksomheder både før og efter ansøgning:

- Jeg tror på, at en god telefonsamtale rykker mig op i bunken af ansøgere. Og så er det med til at holde motivationen oppe. Hvis man bare ringer til 1 virksomhed om dagen, får man mange flere jobsamtaler i kalenderen, fortæller Casper.

Følelsesmæssig rutsjebane

Casper fortæller, at det med motivationen kan være en udfordring, når man søger job:

- Jeg oplever desværre mange virksomheder, der ikke giver en tilbagemelding på ansøgningen – og endda heller ikke på jobsamtalen. Det er frustrerende og demotiverende, for man sætter selvfølgelig forventningerne op og håber at få jobbet, siger Casper.

Casper oplever jobsøgningen som en følelsesmæssig rutsjebane: man forbereder sig, skriver ansøgning, sætter forventningerne op, håber, øver sig til samtalen og venter derefter på ’dommen’.

Heldigvis kommer Casper ofte til jobsamtaler, og han får altid positive tilbagemeldinger, men det har desværre ikke ført til job endnu. Begrundelsen er hans manglende erhvervserfaring.

Virksomhedspraktik i januar

Casper har besluttet at supplere sin jobsøgning med et andet værktøj:

- Jeg er kommet med i en jobklub gennem jobcenteret. Fokus er på at skabe netværk og komme i kontakt med virksomheder.

Allerede efter 2 uger i jobklubben har Casper fået lavet en aftale om en virksomhedspraktik i Roskilde Kommune, hvor han starter på efter nytår.

- Jeg skal i 4 ugers praktik på Roskilde Badene. Her skal jeg blandt andet arbejde med økonomistyring, og derfor bliver jeg oplært i det system, som Roskilde Kommune bruger. Det er en stor fordel for mig, hvis jeg fx søger et job i kommunen, fortæller Casper.

Ud over økonomistyring skal Casper være med til arbejdet med procesoptimering og indgå i de daglige opgaver, der er på arbejdspladsen.

Casper fortæller, at han allerede nu er i dialog med en anden arbejdsgiver inden for det private område om en efterfølgende virksomhedspraktik, hvis han ikke kommer i job inden.

- Jeg satser selvfølgelig på et job på almindelige vilkår, men hvis det ikke lykkes, vil jeg gerne være på forkant, så jeg kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet og benytte muligheden for at opbygge erfaring på forskellige områder, mens jeg er jobsøgende, fortæller Casper.

Aftalen med det andet arbejdssted er ikke på plads endnu, men Casper fortæller, at arbejdsområderne vil være inden for HR.

Motivationsboost

Da vi taler med Casper, er det tydeligt, at han er meget glad for aftalen om virksomhedspraktik.

- Det er et motivationsboost at vide, at jeg skal møde på en arbejdsplads efter nytår, også fordi jeg får mulighed for at få noget af den erfaring, som de virksomheder, jeg har været til jobsamtale hos, har haft som begrundelse for deres afslag, fortæller Casper.

Læs den første artikel om Casper her