Årets Elever i Nordjylland efterår 2019 blev belønnet med hoptimister

Årets Elever i Nordjylland efterår 2019 blev belønnet med hoptimister

 

I HK Privat Nordjylland var november og december ekstra travle, fordi sektoren var rundt i hele landsdelen og uddele priser som Årets Elev og Årets Elevplads inden for forskellige brancher.

 

En hel stribe elever og elevpladser fik dermed en ekstra julegave, og dermed fik HK Privat slået to fluer med et smæk: Mange mennesker blev glade for æren, og HK Privat satte endnu en gang streg under, hvor vigtig elevtiden er for hele arbejdslivet.

 

Som formand Kirsten Estrup Madsen nævnte flere gange, når hun læste nomineringerne højt på arbejdspladserne: ”Det her kan kun lade sig gøre, når man har gode kolleger og ledere, der hjælper og støtter op om eleverne.”

 

På LOGSTOR A/S i Løgstør

På LOGSTOR A/S i Løgstør

 

Første stop var Løgstør og virksomheden LOGSTOR A/S  21. november.

 

Her havde eleven nomineret sin arbejdsplads som Årets Elevplads inden for økonomi, og LOGSTOR A/S vandt. Eleven, Monika Ostenfeld Nielsen, havde blandt andet skrevet: ”Jeg får en masse ansvar og muligheder for at udvikle mig. [ ] Alle er lige gode, selv om vi har forskellige stillinger. Du mærker aldrig til hierarki, alle er lige.”

 

LOGSTORs økonomichef takkede for æren og erklærede at han var stolt. ”Hele afdelingen og koncernen skal have del i den”, sagde økonomichef Alex Mathiasen.

 

Derefter gik turen til Fjerritslev og virksomheden Projektselskabet ApS, hvis elev Nadia Rødsgaard Sindalsen blev Årets Elev i Nordjylland inden for administration.

 

Nadia er elev hos Projektselskabet i Fjerritslev

Nadia er elev hos Projektselskabet i Fjerritslev

 

”Hun har indtil videre været helt ekstremt hurtig til at sætte sig ind i de opgaver, hun er blevet præsenteret for og er aldrig bange for at tage imod en udfordring. Det er en fornøjelse at få lov at have Nadia som kontorelev og kollega til daglig, og jeg kan kun glæde mig til det fremtidige samarbejde”. Sådan lød de flotte ord i indstillingen fra Nadias kollega, Henriette Stausholm, Larsen, som havde indstillet.

 

Nadia selv var helt overvældet og udbrød: ”Tænk, at man har gjort det så godt!”. Siden 1. maj 2019 har hun været elev i firmaet, som tegner og projekterer huse.

 

Sidste stop på rundturen 21. november var speditionsvirksomheden Frank Nørager og Co A/S, ligeledes i Fjerritslev. Elev Nicolai Krathus havde skrevet indstillingen, som sikrede virksomheden prisen som Årets Elevplads i Nordjylland inden for spedition: Heri hed det blandt andet: ”Jeg har siden min start i 2018 været og følt mig som en uundværlig brik i vores kontormiljø og i det daglige arbejde med at klare dagens udfordringer”. Virksomheden beskæftiger sig med særtransporter for vindmølleindustrien.

Frank Nørager A/S har en tilfreds elev

Frank Nørager A/S har en tilfreds elev

 

27. november var det blevet tid til at besøge shippingvirksomheden SDK Logistics A/S på havnen i Frederikshavn. Her arbejder elev Tobias Bagh Jørgensen, som blev Årets Elev inden for shipping og spedition. Hans chef, Karsten Stoklund, havde indstillet Tobias og blandt andet skrevet:

 

”I en branche, hvor det gælder om at have mange bolde i luften, god hukommelse og omstillingsparathed, er det de færreste førsteårselever, der klarer det så godt”. 

 

Karstens tillykke-tale til eleven indeholdt også en direkte invitation til et kommende fast arbejde, da han sagde, at han håbede at holde på Tobias i mange år endnu.

 

Det var ikke til at se, hvem der var mest glad på SDK Logistics A/S

Det var ikke til at se, hvem der var mest glad på SDK Logistics A/S

Tip til andre læsere: Der mangler speditører i Frederikshavn – måske en jobmulighed?

 

På Kong Christians Allé i Aalborg ligger virksomheden Komplet Administration. Her arbejder elev Jonas Kjeldgaard Pedersen, der blev indstillet som Årets Elev inden for økonomi af økonomichef Camilla Bech. Hun satte disse ord på sin elev: ”Engageret, energisk, arbejdsom, ydmyg, hjælpsom, løsningsorienteret, vilje, sej!” Desuden kaldte hun Jonas en ”drømmeelev”, der fik ros for at holde styr på omkring 30 virksomheders regnskaber. Jonas selv var overrasket og meget ydmyg, da han 2. december fik besøg af HK Privat og – som de andre vindere – fik overrakt diplom og fagforeningens små gaver.

 

Kirsten Estrup Madsen, formand for HK Privat Nordjylland, har overrakt alle priserne - blandt andet på Komplet i Aalborg

Kirsten Estrup Madsen, formand for HK Privat Nordjylland, har overrakt alle priserne - blandt andet hos Komplet i Aalborg

 

På Luciadag 13. december blev der tændt lys mange steder, også hos Brandt Revision og Rådgivning i Thy. Brandt blev nemlig Årets Elevplads inden for revision, indstillet af eleven Morten Thinggaard. Hans gode oplevelse af elevpladsen har haft flere positive konsekvenser: ”Jeg er bestemt positivt overrasket over, hvor meget det har givet mig at tage en læreplads fremfor at læse på universitet. Det har givet mig en del viden om eksempelvis revision, skat og regnskab generelt. Det faktum, at jeg er blevet så glad for BRANDT som arbejdsgiver har desuden også bevirket, at jeg ikke er fraflyttet Thy”, lød det fra Morten.

 

Brandt i Thy fik besøg af HK

Brandt i Thy fik besøg af HK

 

Partnerne i Brandt gav udtryk for, at de var meget glade og stolte over prisen.

 

18. december modtog virksomheden Washpower A/S i Bedsted, Thy, titlen som Årets Elevplads inden for administration. Washpower fremstiller maskiner til rengøring af især svinestalde men også kyllingehuse.

Produktionschef Mia Yde Nielsen modtog prisen på virksomhedens vegne. Hun var glad for de pæne ord, der kom fra elev Tina Michelle Madsen i indstillingen, blandt andet disse:

 

”Washpower er en virksomhed som ingen anden, hvor jeg har arbejdet. Som beskrevet sættes medarbejderen i højt fokus, og de har knækket koden og indset, at hvis medarbejderne ikke trives, så trives virksomheden heller ikke”.

 

Hos Washpower A/S er medarbejderen i fokus, ifølge elev Tina (t.h).

Hos Washpower A/S er medarbejderen i fokus, ifølge elev Tina (t.h).

 

Rosinen i pølseenden blev AgriNord, hvis elev Nikita Damberg blev Årets Elev inden for revision. Derfor fik virksomheden besøg af HK privat 18. december. Der blev dog ikke serveret hverken rosiner eller pølser i den anledning – derimod havde ledelsen sørger for kransekage og bobler. Nikita blev beskrevet som ”fri, frejdig og nysgerrig” af teamleder Berit Kristoffersen. Nikita kan også udfordre de + 50-årige, som der er mange af på kontoret, lød det. Hun arbejdet blandt andet med kontering, skatteregnskaber og servicering af printere.

 

Nikita er en yderst værdsat elev hos AgriNord

Nikita er en yderst værdsat elev hos AgriNord

 

Med skål og lidt sødt til ganen blev der dermed sat et flot punktum for efterårets uddeling af Årets Elev og Årets Elevpladser i Nordjylland.