En 4 dages arbejdsuge må ikke være en spareøvelse på medarbejdernes bekostning, og derfor er HK Kommunal yderst skeptisk i forhold til at indgå en aftale med kommunen.
- Medarbejderne skal ikke holde for i en spareøvelse, hvor deres arbejdsmiljø presses yderligere, og de skal lave det samme på fire dage som på fem dage. En sådan aftale kan kommunen godt glemme alt om, siger formand for HK Kommunal Sydjylland Lene Roed.
På onsdag den 8. januar er der forhandlinger mellem kommunen, HK Kommunal samt Socialrådgiverforeningen om en 4 dages arbejdsuge for medarbejderne i jobcentret. Her er der alene et sparemål på 1,7 millioner kroner.
Læg alt til side inden onsdag
Forud for forhandlingerne opfordrer HK Kommunal kommunen til at droppe sparemål og drastiske effektiviseringskrav til medarbejderne.
- Det er en helt urimelig fremgangsmåde, at kommunen lancerer 4 dages arbejdsuge i et budgetforlig. Og at de høster gevinster, før der overhovedet er lavet en overenskomstmæssig aftale mellem parterne. Og at de samtidig forudsætter, at nogle medarbejdere ikke vil kunne klare mosten og derfor vil ønske at gå ned i tid. Jeg opfordrer til, at kommunen lægger alt det til side, inden vi mødes på onsdag. Hvis vi skal indgå en aftale, så skal der være fleksibilitet ikke kun for kommunen, men også for medarbejdere og borgere, siger Lene Roed.
I Odsherred har fokus ikke været besparelser
Esbjerg Kommune har fået ideen om en 4 dages uge fra Odsherred, hvor man i 2019 efter flere års forhandlinger mellem medarbejdere og ledelse har gennemført en aftale. Men i Odsherred har besparelser ikke været en del af aftalen, og baggrunden har været et ønske om at afprøve, om der kunne være fordele ved nye måder at tilrettelægge arbejdet på.
Lene Roed opfordrer til, at man som en del af de kommende forhandlinger i Esbjerg lytter til de arbejdslivsforskere, som følger 4 dages ugen i Odsherred.
- Forskerne har en række anbefalinger i form af øget fokus på pauser, og hvordan man i øvrigt undgår nedslidning. Det er helt afgørende at få den del med i en eventuel aftale, siger Lene Roed.