Det er helt ude af trit med tiden at afskære fradragsretten for medlemsbidrag for seniormedlemskab i a-kasser.
Sådan lyder det fra Ældre Sagen i et skarpt brev til skatteminister Morten Bødskov (S).
Det sker efter Skattestyrelsen har sendt et forslag i høring, hvori det præciseres, at der ikke er fradragsret for bidrag til a-kasse for personer over folkepensionsalderen til seniormedlemsskaber.
Seniormedlemsskab uden dagpengeret siden 2017
Det sender et særdeles uhensigtsmæssigt signal til de mennesker, der ønsker at forsætte med at have tilknytning til arbejdsmarkedet og deres a-kasse, efter de har nået folkepensionsalderen. Og det harmonerer på ingen måde med de mange politiske ønsker om og behovet for, at flere skal arbejde længere, lyder det fra Ældre Sagen i brevet.
Siden 2017 har man haft mulighed for at overgå til et seniormedlemskab, når man når folkepensionsalderen med ret til samtaler og hjælp til jobsøgning af sin a-kasse – men uden ret til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.
Og altså også uden fradragsret, ser det nu ud til, hvilket Ældre Sagen kræver ændret.