HK Privats formand Simon Tøgern i snak med en af deltagerne i faneborgen foran Industriens Hus. Foto: Redaktionen
Hvide veste med et stort HK på ryggen blander sig med en lang stribe røde faner fra syv af hovedstadens fagforeninger. Det er omkring 100 tillidsfolk, der er mødt op foran Industriens Hus, for at vise deres opbakning til deres topforhandlere, der i går formiddag holdt pressemøde sammen med modparten for at skyde forhandlingerne til OK20. ”Kære Claus og Mads – bare gi’ den gas,” står der på et kæmpebanner.
Det enkelte medlem af HK Privat skal i højere grad selv kunne bestemme, om de har brug for flere kontanter, mere pension eller mere frihed. Og der skal være flere penge at bestemme over. Det er essensen af hovedkravet, som HK Privat går til overenskomstforhandlingerne med – og det er essensen af det budskab, som Simon Tøgern leverede til medierne i løbet af i går.
Ifølge HK Privat-formanden skal den såkaldte fritvalgskonto have større volumen og betydning - netop så det enkelte medlem får mere indflydelse på egne løn- og arbejdsvilkår.
- Vi er forskellige og har forskellige behov på forskellige tidspunkter i livet. Derfor er det helt oplagt, at den enkelte HK’ere kan vælge mere selv, siger Simon Tøgern. (se video med Simon)
Læs også: Pressemeddelelse: Hovedkrav til OK20: HK´ere vil bestemme mere selv
I dag får en privatansat HK’er hver måned 4 % oven i sin løn på sin fritvalgskonto, som kan bruges til ekstra udbetaling, mere i pension eller fx seniordage. Overenskomstkravet er at få beløbet fordoblet og derudover udvide muligheder for at bruge af kontoen – fx til køb af ekstra fridage.
- Det vil give medlemmerne fleksibilitet og indflydelse på eget arbejdsliv – en slags arbejdslivskonto. Samtidigt vil en fordobling give dem en rimelig andel af virksomhedernes gode indtjening, påpeger Simon Tøgern.
Kravet om mere fritvalg har massiv opbakning fra HK Privats medlemmer. I fagforeningens kommende medlemsblad fra HK Privat er der et stort tema om OK20 og medlemmernes ønsker hertil. Og her fremgår det, at 88 procent af medlemmerne mener, at det er en god/meget god idé, at der i overenskomsterne bliver indført rettigheder, som man i høj grad selv kan bestemme over.
72 procent bakker op om ideen om at kunne købe ekstra fridage for fritvalgskontoen, mens 74 procent er tilhængere af kravet om, at indbetalingen fordobles fra 4 til 8 procent. Det viser en ny Epinion-undersøgelse blandt 1.300 HK Privat-medlemmer.
- Når vi spørger medlemmerne, hvad de ønsker sig i deres arbejdsliv, kan vi tydeligt se, at de vil have del i virksomhedernes øgede indtjening, og at de vil have mere frihed i det daglige, konstaterer Simon Tøgern, med henvisning til de næsten 19.000 forskellige udsagn fra medlemmer, som blev indsamlet omkring overenskomstønsker i foråret.