Der foreligger ingen officiel opskrift på, hvordan overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked skal forløbe. Men baseret på det mønster, som sædvanligvis følger forhandlingerne, giver vi her vores bedste bud på, hvordan overenskomstforhandlingerne kommer til at gå.
CO-industri og Dansk Industri afslutter deres forhandlinger først. De forhandler de to store overenskomster på industriens område, funktionæroverenskomsten og for de timelønnede. Dét, de ender med at skrive under på, vil typisk sætte rammen for alle de øvrige forhandlinger.
I mellemtiden forhandler HK Privat (og de øvrige fagforeninger) en lang række overenskomster med de øvrige arbejdsgiverforeninger. Alene HK Privat skal genforhandle 23 landsoverenskomster, plus en lang række særoverenskomster på konkrete virksomheder. Men typisk bliver ingen af disse forhandlinger altså afsluttet, før industriens folk har præsenteret deres forlig.
Når det hele er færdig forhandlet - nogle måske med hjælp fra forligsinstitutionen - samles det hele i en stor mæglingsskitse, som du og alle andre fagforeningsmedlemmer skal stemme ja eller nej til. Der bliver altså stemt om en samlet pakke - og ikke om hver enkelt overenskomst. Dermed bliver det også enten et samlet ja, hvor alle overenskomster godkendes, eller et samlet nej, hvor det hele falder, og der dermed kommer konflikt.
Her kan du se, hvordan det er gået gennem de seneste ti år.