Det er altid okay at nyde en tår øl hos Mikkeller. Denne har Frederikke dog skænket for fotografens skyld.
Foto: Carsten Snejbjerg
Hvorfor valgte du at blive kontorelev?
Jeg startede egentlig på kokkeuddannelsen, men fik så en sygdom i mine hænder, der gjorde, at jeg ikke kunne arbejde som kok. Kontoruddannelsen syntes jeg lød mega spændende. Og så valgte jeg økonomiretningen, fordi jeg altid bare har nørdet tal og synes, det er sjovt og spændende med matematik, økonomi og Excel-ark.
Hvordan endte du med at få elevplads hos Mikkeller?
Da jeg så stillingsopslaget, tænkte jeg: Det er det, jeg skal! For Mikkeller er en virkelig spændende virksomhed, og den beskæftiger sig lidt med restaurationsbranchen. Jeg var den sidste, der kom til samtale. Lidt sådan ”arh, vi tager sgu lige hende her med også”, har jeg senere fået at vide. Og så fik jeg det! Jeg spurgte dem et stykke tid efter, hvorfor det blev mig, og de sagde, de kunne mærke, hvor meget jeg bare ville det og brændte for det.
Hvad mener du med, at virksomheden er ”spændende”?
Der sker bogstavelig talt noget nyt hver dag. Det kan godt ske, jeg sidder med de samme overordnede opgaver, men der er bare så meget variation i det. Vi har 13 datterselskaber inden for Mikkeller, som vedrører barer og restauranter i Danmark, og jeg sidder med seks af dem. Jeg bogfører salg, har korrespondance med managers, laver løn og månedsopfølgning, indberetter moms, afstemninger, fakturaer, debitor/kreditorstyring, opdatering af budgetter og salgstal og vidererapportering – alt der forbindes med at køre økonomi i et selskab.
Frederikke har smagt en del forskellige øl efterhånden - og hendes smag har ændret sig markant.
Det lyder som om, du har en hel del ansvar?
Det har jeg, og jeg tror, det har udviklet mig meget. Det kan godt være lidt tidspresset nogle gange, men jeg synes ikke, det er for meget. Min chef er også god til at hjælpe mig eller sige: Tag det roligt, vi skal nok nå det, du skal ikke stresse. Det vigtigste er bare, at vi får lavet den og den opgave, og så kan vi kigge på de andre, hvis der bliver tid.
Hvordan er det at arbejde i sådan en relativt ung og trendy virksomhed?
Jeg tror ikke, det er ligesom andre kontorfællesskaber. Vi har bare et VILDT godt sammenhold, og alle snakker med alle på tværs af funktioner og rang. Hvorimod nogle af mine klassekammerater ikke engang ved, hvem ejeren af virksomheden er, fordi han sidder så langt oppe eller ligefrem i et andet land. Der er helt sikkert en fælles energi omkring, at vi skal løfte den her virksomhed sammen – alle sammen.
Spiller øl en rolle i dit arbejdsliv herinde?
Det spiller en rigtig stor rolle. Der er bare altid øl – uden at vi selvfølgelig går og drikker os fulde. Vi får ofte nye øl eller specialvarianter til smagning, der er øl til frokost, hvis du vil have det, der er øl kl. 8 hver onsdag morgen, der er øl, efter du har været i træningslokalet – der står simpelthen en kæmpe cooler med øl i, hvis du lige bliver lidt tørstig, mens du sidder på træningscyklen. Så det er tilgængeligt, og der er ikke nogen, der kigger mærkeligt på dig, hvis du tager en øl kl. 8 onsdag morgen. Det er så et lidt skævt tidspunkt at drikke øl på for mig.
Har din egen smag eller interesse for øl ændret sig?
Ja, helt sikkert. Slots Classic var favoritten, da jeg startede her. Så smagte jeg lidt efter lidt en masse forskelligt – mine kolleger sørgede for, at jeg blev puslet stille ind i det og ikke bare startede med en stout på 9 %. Jeg smager tit nye øl, jeg ikke har smagt før, men mit hjertebarn nu er sur øl – Boon og Lambic og spontanøl. Det er virkelig godt.
Navn: Frederikke Hansson
Jobtitel: Kontorelev
Ansat siden: Juli 2018
Arbejdsplads: Mikkeller
Lokalitet: Vesterbro i København
Ansatte: Ca. 40
Overenskomst: Nej
Tillidsrepræsentant: Nej
serie: Det vi laver