- Vi skal styrke arbejdet med at sætte vores medlemmers værdi og faglighed på dagsordenen, så vi kan gribe morgendagens jobs. Sådan lyder det fra Mads Samsing, der uden modkandidater af en enig kongresforsamling netop er blevet valgt til sin tredje periode som næstformand for HK Kommunal.

Den 37-årige næstformand ser frem til at kunne konsolidere og styrke arbejdet med at forbedre medlemmernes arbejdsliv.

- På et arbejdsmarked under hastig forandring, skal vi til enhver tid kunne tilbyde nogle attraktive rammer for videreuddannelse til vores medlemmer, siger Mads Samsing.

HK’ere kan udvikle den offentlige velfærd

Det gælder ifølge Mads Samsing især arbejdet med at sikre HK’erne en fremtrædende plads i digitaliseringen af den offentlige sektor.

- Det er helt afgørende, at vores medlemmer bliver uddannet og ikke mindst inddraget i den digitale omstilling. Samtidig skal vi sikre, at den offentlige sektor fremover bliver ’mere menneske end maskine’, lyder det fra den genvalgte næstformand.

HK Kommunal skal i det hele taget være kendt som en fagforening, der er en stærk medspiller i udviklingen af en den offentlige velfærd, mener Mads Samsing.

- Men vi kan selvfølgelig ikke levere velfærd, hvis vores medlemmer forinden er gået ned, fordi det psykiske arbejdsmiljø halter. På mange arbejdspladser er der ikke sammenhæng mellem opgaver og ressourcer. Derfor skal vi i alle sammenhænge kæmpe for at få elimineret det ofte helt urimelige arbejdspres, vores medlemmer er udsat for, siger Mads Samsing.

Kort om næstformand Mads Samsing (37)

2020: Genvalgt til sin tredje næstformandsperiode i HK Kommunal

2014: Valgt som formand for EPSU – den europæiske komité for lokal og regional forvaltning. Genvalgt i 2019

2012: Valgt som næstformand for HK Kommunal. Genvalgt i 2016

2010: Ungdomskonsulent i HK Kommunal

2009: Sagsbehandler i Jobcenter Faaborg-Midtfyn

2009: Uddannet socialrådgiver fra Odense