Stemningen er sitrende og intens, klokken har passeret 3.30 natten til den 25. april 2018. To gange er konfliktvarslerne for de offentligt ansatte blevet udskudt - det er ganske enkelt ikke muligt at udskyde en tredje gang. Danmark er millimeter fra en storkonflikt.
Det er netop den episode, der står allerstærkest i erindringen hos den afgåede formand for HK Kommunal, Bodil Otto. Den famøse nat under overenskomstforhandlingerne i 2018, hvor hun sammen med FOA’s formand Dennis Kristensen og de andre daværende LO-forbund samt Dansk Socialrådgiverforening landede en overenskomstaftale på det regionale område.
En aftale, der ved første nys delte baglandet og fik kritikere til at rase over, at ”musketér-eden” var brudt. Men også en aftale, der skrev sig ind i historiebøgerne og satte skub i nogle af de mest nervepirrende overenskomstforhandlinger i nyere tid.
- Jeg er virkelig stolt over, at vi landede den aftale. Der var ligesom lagt ret meget op til, at den kunne lande et andet sted, siger Bodil Otto og understreger, at hun ikke vaklede et sekund, selvom hun godt vidste, at der ikke nødvendigvis var fuld opbakning fra baglandet i det øjeblik, aftalen blev underskrevet.
- Jeg var helt hundrede på, at det var det rigtige, vi gjorde. Jeg er stolt over, at vi var nogle, der havde mod, erfaring og troværdighed til at sige: NU er det her altså bedre, end hvis vi skal have et folketingsindgreb. Så nej, jeg vaklede bestemt ikke. Men jeg ville have været ked af, hvis fagbevægelsen var blevet splittet. Og der var da også nogle dage med kritik, men i dag er der jo aldrig nogen, der siger andet, end at vi kom igennem sammen og den danske model bestod. Det siger de også, dem der var rasende dengang. Lige netop i sådan en situation er erfaring og mod vigtigt, og så er det noget med, at gribe øjeblikket og sige, NU skal der træffes en beslutning! Det havde jeg ikke kunnet i ’08 eller ’11. Det havde jeg slet ikke opbygget status til dengang, forklarer Bodil Otto.
Ikke bange for øretæver
Og lige præcis status er noget, hun i den grad har formået at opbygge. Både i sit bagland, men i den grad også hos politiske med- og modspillere.
Sophie Løhde (V), der var i front på arbejdsgiversiden ved OK18, karakteriserer Bodil Otto som saglig, faglig og ekstremt vedholdende, mens Michael Ziegler, der forhandlede for KL på arbejdsgiversiden siger:
- Bodil er seriøs, ordholdende og der er tyngde i det, hun siger. Det er jo klart, at det er tit, jeg ikke er enig i med hende - men man er nødt til at respektere hende, for der er altså vægt bag ordene, når hun siger noget.
- Jeg tror, at jeg har været god til at stå i spidsen for bestyrelsen og god til at få dem til at tage ejerskab sammen med mig. Også på de mere kontroversielle ting. Der har ikke været meget, jeg ikke ville røre ved. Jeg er ikke bange for fiaskoer – og jeg kan faktisk heller ikke komme i tanke om nogen, konstaterer hun tørt og griner.
- Og så er jeg tykhudet. Jeg startede min karriere på et smedeværksted, så jeg kan godt klare nogle øretæver.
Ingen tvivl om, at det til tider ikke bare har været en skrap madamme, der har styret HK Kommunal gennem tre kongresperioder. Det har også været en visionær og ambitiøs formand, der har fået sat skibe i søen, som gennem årene har vist sig enormt bæredygtige. Her kan nævnes blandt andet kompetencefonden og den solidariske lønforsikring.
- Jeg synes, at jeg afleverer et velfungerende HK Kommunal. Et HK, der har respekt for medlemmerne og har medlemmerne i tankerne i alt, hvad vi gør. Vores politiske samarbejde er fantastisk stærkt – både i bestyrelsen og i kontakten til de lokale bestyrelser. Jeg synes, at der har været en gennemgående rød tråd, i alt hvad vi har gjort. Jeg er en utålmodig sjæl, så jeg ville da gerne have lavet endnu flere ting. Men mange af de tiltag, jeg har sat i gang – har jo været meget langsigtede, og jeg synes alligevel, at jeg har nået at se afslutningen på mine mærkesager.
Hvad er du mest stolt af?
- Kompetencefonden har været den mest afgørende. Det er jo en blanding af at arbejde med de politiske områder bredt på Christiansborg og også få sneget noget ind i overenskomsterne, så man får bundet de sløjfer og får det hele til at gå op i en højere enhed. Lønforsikringen er jeg også meget stolt af, fordi vi var den første fagforening i landet til at lave en solidarisk løsning, der byggede ovenpå dagpengesystemet. Derudover har vi fået præget digitaliseringsdagsordenen, og omverdenen ser os nu som en vigtig spiller. Vi vil faktisk noget med det her. Og vi har brugt en masse penge på at uddanne vores medlemmer med Fremtidens HK’er. Det har vi gjort, fordi medlemmerne har brug for det, forklarer Bodil Otto.
Medlemskritik rammer hårdt
HK Kommunal har udviklet sig med Bodil Otto som formand, de sidste 12 år, men Bodil Otto mener stadig, at hun er den samme person, som overtog posten i 2008. Måske i en lidt mildere version?- Jeg ved ikke, om jeg er blevet mere mild. Men jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om, at jeg godt kan virke skræmmende. Jeg er ret sikker på, at der aldrig er nogen, der er i tvivl om, hvad jeg mener, slår hun fast.
Alligevel gemmer der sig bag den hårde formandshud også en kvinde, som kan føle sig ramt og blive ked af det, når hun modtager sure mails fra medlemmer. Heldigvis er det ikke sket ofte, men de få gange det er, har det ramt hende hårdt.
- Grimme mails og kritik fra medlemmer bliver jeg ked af. Det gør ondt, må jeg indrømme, og der kan jeg godt føle mig personligt ramt. Især fordi det aldrig har været vores mening at gøre nogen ondt, og fordi vi jo forsøger at gøre det bedste for medlemmerne altid, siger Bodil Otto.
I tiden op til kongressen blev Bodil Otto spurgt syv gange om dagen, hvad hun skulle lave, når hun siger farvel til formandslivet og går på pension. Og det er hun ærlig talt godt træt af.
- Jeg synes, det er påfaldende, at der er så store forventninger til, at man skal lave noget. Jeg glæder mig til at sove længe. Jeg er b-menneske, og det har været ren vold, at jeg har stået op klokken kvart over fem de sidste mange år. Jeg glæder mig til at få tid til mig selv og min familie. Mine børnebørn påstod, at de aldrig har været til fødselsdag hos mig, så jeg skal i hvert fald have tid til at fejre fødselsdage, siger hun bestemt.
Alligevel indrømmer hun også, at hun nok ikke kan lægge politik helt på hylden.
- Jeg synes jo, at den pensionsdebat, der kører, er enormt interessant. Og i al beskedenhed er jeg nok en af dem, der ved mest om området. Så den dør, vil jeg nok have svært ved at lukke. Jeg siger i hvert fald ikke nej, hvis statsministeren får brug for en pensionsminister, slutter hun med et grin.
Bodil Ottos råd til den nye formand:
- Prioriter dine mærkesager. Man er nødt til at sige til sig selv, at jobbet er uendeligt. Man kommer aldrig til at kunne det hele.
- Skaf dig viden på området. Hvis du ikke ved, hvad du taler om – eller bare taler ud fra et embedsmandspapir, så får du ikke den nødvendige respekt. Man bliver aldrig klog på det hele, men det du brænder mest for – dét skal du vide noget om.
- Vær tykhudet. Tonen kan være hård – både internt i organisationen, men også de andre organisationer indbyrdes. Så man skal sortere det professionelle og det personlige.
Og til sidst vil jeg ønske det nye formandskab god vind. Jeg lover at lade være at blande mig, men jeg skal nok holde telefonen åben, hvis de selv ringer for et godt råd.