Stemningsbilleder fra Roskilde Seniorklub i 2019

- Det kan være en hønsegård, griner formand for Roskilde Seniorklub Inger Juel Hansen med henvisning til, at snakken som regel går uafbrudt, fra seniorerne mødes, til de går hjem.

Hygge og samvær er et af hovedformålene med klubben, fortæller Inger, da vi spørger hende, hvorfor hun synes, at man skal være med i Roskilde Seniorklub.

- Man kommer ud og møder andre, får nogle oplevelser sammen og hygger sig. Det er meget socialt, alle taler med alle, og der er ingen, der sidder alene.

Inger Juel Hansen har været med i Roskilde Seniorklub siden 2008 og siddet først som næstformand og kort tid efter formand, siden hun blev medlem. Klubben har godt 1.100 medlemmer, hvoraf omkring 100 er hyppige gæster ved klubbens arrangementer. Til jubilæumsfesten deltog 110 medlemmer til god mad, sang, underholdning og banko.

En god ånd i klubben

Inge Strangaard Hansen er medlem af seniorklubben i Roskilde. Hun og hendes mand Ernst Hansen har været aktive i klubben i mange år og sat stor pris på at deltage.

Det var Ernst, der fik Inge med i HK. De blev gift, da de var først i 20’erne, og Ernsts engagement og begejstring for det faglige fællesskab smittede af på Inge.
Portræt af Inge Strangaard, medlem af HK Seniorklub Roskilde

 

Ernst var udlært typograf – håndsætter, i dag kaldet mediegrafiker, og var medlem af Dansk Typograf-Forbunds Fagforening, siden han blev udlært i 1961. Desuden var han i en årrække formand for den lokale afdeling i Roskilde. DTF's fagforening er for længst nedlagt, og typograferne hører nu til i HK.

Ernst har gjort en stor indsats, både i det faglige arbejde i HK og i Roskilde Seniorklub. Han sad i klubbens bestyrelse frem til februar sidste år, hvor han blev syg og døde i august måned.

Da vi møder Inge, får vi lov at kigge med i dokumenter fra en menneskealder, som Ernst og Inge har gemt: Maskinskrevne kontrakter, gulnede avisudklip, svendebrev med laksegl og håndskrevne a-kassekort.

De vidner om et langt og aktivt liv på arbejdsmarkedet og i fagbevægelsen, og det er tydeligt, at Inge er engageret i seniorklubben, og at hun er stolt af det arbejde, Ernst har ydet for HK.

Det er smadderhyggeligt

Trods tabet af Ernst holder Inge fast i sit engagement i HK og Roskilde Seniorklub:

- Det er smadderhyggeligt, og jeg møder op, så tit jeg kan. Der er en god ånd i klubben, alle er glade, og det er nogle gode arrangementer. Selvom man er pensionist, skal man ikke sidde hjemme og trille tommelfingre. Man skal være udadvendt og ud at opleve noget, siger Inge.

Ordnede forhold kommer ikke af sig selv

Inge har dog ikke kun bevaret sin tilknytning til HK for de gode arrangementer:

- HK har gjort meget for os, ellers havde vi ikke haft de vilkår på arbejdsmarkedet, som vi har nu. Det vil jeg gerne bidrage til, selvom jeg ikke går på arbejde. Det, synes jeg også, at de unge skal huske. Vilkårene var meget anderledes, da jeg var ung. For eksempel var arbejdsdagene længere, og vi arbejdede om lørdagen. De gode, ordnede forhold er nogle, som vi har kæmpet for. De kom ikke af sig selv. 

Der er også en seniorklub tæt på dig

Er du medlem af HK og på pension, førtidspension eller efterløn, er du automatisk medlem af HK Seniorer.

HK har seniorklubber i hele landet, som laver arrangementer for deltagerne. Seniorklubben i Roskilde mødes ca. 10 gange årligt til fx madpakkemøder, bankospil, julekomsammen, busudflugter eller generalforsamling.