Forhøjet blodtryk, kræft og diabetes ser ud til at kunne holdes nede med motion. Danske forskere melder nu ud, at de ville kaste sig over fx fodbold, før de prøvede medicin. Foto: Shatterstock

Forestil dig følgende scenarie: Fire forskellige grupper af danskere, hvor personerne i grupperne hver på sin måde er udfordret på helbredet. 

Gruppe 1 består af rygere, gruppe 2 er mennesker med diabetes, gruppe 3 kæmper med overvægten, mens alle i gruppe 4 er i dårlig fysisk form.

Spørgsmål: I hvilken gruppe er der størst risiko for at dø, når man runder 50 år? Svar: Det er der i gruppen af folk, som er i dårlig fysisk form.

Men tag nu de tre første grupper, og læg deres risiko sammen. Hvor er der nu størst risiko for at dø som 50-årig? I den samlede gruppe eller i gruppen af mennesker, der er i dårlig form? Svar: Risikoen er stadig størst for dem i dårlig fysisk form.

Intet er nemlig værre for vores sundhed end at holde os i ro, siger Karim Khan, der er professor i sportsmedicin ved University of British Columbia i Canada, til videnskab.dk.

- En dag med fysisk inaktivitet har samme omkostninger for din krop som at ryge tre cigaretter. På en uge svarer det til at ryge en hel pakke. Det kan du tænke over, hvis du synes, du har for travlt til at løbe en tur, lyder opsangen fra Karim Khan.

Motion er således noget af det bedste, vi kan gøre for at beskytte kroppen mod sygdomme. Forskning viser, at jo mere motion du dyrker, des bedre er effekten på fx forhøjet blodtryk og diabetes samt en række dødelige sygdomme som visse kræfttyper og hjerte-kar-sygdomme.

Kilde: videnskab.dk