Filosof og forfatter Mette Vesterager. Foto: Hans Reitzels Forlag

Du er lige kommet ind ad døren efter arbejdsdagen, og bliver mødt med et: ”Hvordan var din dag?”. Hvad svarer du til det?

Kigger du på din arbejdsmail og telefon og siger: ”Produktiv dag, hvor jeg lukkede 5 sager, skrev 21 mails og fik gennemført 31 telefonsamtaler”? Tjekker du eventuelt din sundheds-app og siger: ”Dejlig dag – jeg gik 8.716 skridt”? Eller sætter dig over til vinduet og ser ud på solsorten i det nøgne træ, mens du tænker over, hvordan din dag egentlig var?

Måltal styrer vores arbejdsdag, og vi bruger selv masser af digitale instrumenter, som måler vores daglige gang på trapper og vores løbeture, mens vi afkræves bedømmelser, hver gang vi har købt en t-shirt online eller spist en sandwich på en café. Og på de sociale medier måler vi os i forhold til alle andre. Teknologien har fået så godt greb i vores hverdag, at vi i mange af livets situationer lader den fortælle os, om vi har gjort det godt.

- Vi måler på rigtig meget og lader målingerne være afgørende for vores oplevelser. Efterhånden kan vi ikke selv mærke, om det har været en god dag, men må tjekke en app for at få svaret. Vi skal huske at stoppe op og vurdere, om det menneskesyn, som målinger og ny teknologi bringer med sig, er noget, vi kan se os selv i, siger filosof og ledelsesrådgiver Mette Vesterager.

Mette Vesterager har i oktober 2019 udgivet bogen 'Stress og eksistens', hvor hun blandt andet tager et opgør med måle-tyranniet. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvor glæden og meningen ved at udføre sit arbejde med fokus på kvalitet bliver af, når det primært handler om at opsætte kunstige mål og opnå dem.

- Vi lever i en arbejdskultur, hvor vi bliver presset til at afkoble os fra vores egne værdier og faglighed. Den fælles bestræbelse på at udføre arbejdet bedst muligt er afløst af fokus på måltal og bureaukratiske processer. Det er en forråelse af arbejdslivet, for man ender med at blive ligeglad med opgaven og de mennesker, den involverer, når man bliver mødt med endnu et kortsigtet mål, siger hun.

Mål uden mening

Mette Vesterager mener, at de mange styringsmekanismer på arbejdsmarkedet betyder, at vi bliver fremmedgjort og ender som små produktionsenheder. Medarbejderne kommer til at mangle et langsigtet menneskeligt fokus, når det kun handler om at forandre, effektivisere og rationalisere. 

- Det bliver hurtigt meningsløst, at den administrative medarbejder får som mål at reducere telefontiden per opkald til ét minut, eller at journalisten får som mål at skrive fem artikler om dagen. Når vi med målstyring jagter sådanne kunstige mål, så fjernes fokus fra selve opgaven om at servicere kunder eller formidle væsentlig viden. Og når gamle mål hele tiden erstattes af nye mål, så begrænses vores arbejde i sidste ende af udmattelsen.

Læs også: Tema om strukturel stress

På samme måde mener filosoffen, at den grundlæggende mening med arbejdet ryger, når sygeplejersken skal have patienterne hurtigere og hurtigere ud fra hospitalet, og når HK'eren får præsenteret et krav om at finde ud af, hvilken af fire arkiveringsmetoder der er den hurtigste - uden at ledelsen fokuserer på, hvilken metode der giver det bedste kvalitative resultat.

- Vi skal have målstyring med måde og med mening. Vi skal acceptere at mennesker ikke er robotter og gøre plads til, at menneskelig handling ikke kan sættes på formel og gøres til mekanisk produktion. Der er en tendens til, at man allerede ved indledningen af et projekt definerer resultatet i detaljer. Det betyder, at der ikke er plads til at blive klogere i løbet af projektet og det undergraver både mening og faglighed. Samtidig betyder de konstante forandringer, at måltal ofte ved evalueringen et år senere for længst er overhalet af virkeligheden og uden mening.

"Teknologien former os"

Mette Vesterager ønsker derfor, at vi som samfund, som virksomheder og som ledere skal have fokus på det nærværende og værdifyldte for de ansatte i danske virksomheder. For uden tid og mulighed for refleksion til det enkelte menneske, udvikler det danske samfund generelt set en menneskeforståelse, der fører til flere stress-sygemeldinger.

- Vi har sværere og sværere ved at fordybe os. Og vi skal have blik for, at teknologien efterhånden former os mere end vi former den og ikke mindst hvad den gør ved vores omgang med hinanden. Udover at vi kan måle på langt flere parametre i vores liv, som styrer os, så kan vi også i højere grad manipulere billeder og selvfremstilling på sociale medier. Det er med til at forskyde normerne, så kravene til hinanden bliver endnu højere.

Unge har brug for fælles platform

Ledelsesrådgiveren mener, at måltanken efterhånden er indarbejdet i os alle. Den viser sig, når vi måler på os selv, men også på arbejdspladsens målstyring, og når politikerne vil have presset unge mennesker hurtigt gennem uddannelsessystemet.

- Det er slet ikke så mærkeligt, at mange unge er stressede. Og det er forkert at give dem skylden ved at sige, at de stiller for store krav til sig selv. I stedet er en væsentlig årsag, at de på et tidligt tidspunkt skal afkræves præcis viden om, hvad de vil med deres liv. De skal presses til at træffe valg om den uddannelse, som skal være fundamentet for deres løbebane resten af livet hurtigere, og der er ikke længere plads til at vælge om.

Hun mener, målstyringen dræner de ansatte for mening med arbejdet. Vi skal hellere stoppe med alle de måltal og give plads til kvalitative evalueringer, hvor der fokuseres på nærvær, mening og faglighed.

- Der er for stort fokus på effektiviseringer, økonomisk nyttetænkning og individuelle præstationer, frem for at give plads til at løse arbejdsopgaver på en meningsfuld måde i et samarbejde, hvor der er plads til rigtige mennesker med deres forskelligheder.

Men der er små tegn på, at der vokser nye meningsfulde fællesskaber frem i samfundet.

- Det er et problem, at arbejdet fylder så meget i vores liv. Det er som om vi har glemt at være sammen med hinanden uden for arbejdet. Vi skal blive bedre til at være i fællesskaber og relationer andre steder. Vi ser efterhånden flere nye, succesfulde knopskydninger af gamle idéer som fælleskøkkener, bofællesskaber, oldekoller og foreninger, hvor samværet er i højsædet. Der er brug for det. Og de unge har fundet en fælles platform i klimakampen. Der kan de opleve en højere grad af mening, fordi de er fælles om et projekt med et større formål, siger Mette Vesterager.