Forstå de nye ferieregler på to minutter og prøv selv at beregne, hvor mange feriedage du har til gode på nuværende tidspunkt eller på en bestemt dag ude i fremtiden. Sådan lyder ideen bag to nye værktøjer, som KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet nu har udsendt.
Hensigten er, at de skal supplere den grundige vejledning, som blev omtalt i TR-nyhedsbrevet i januar 2020. Hvor den skriftlige vejledning kan være uundværlig for lønkontoret og måske også for tillidsrepræsentanter, er den korte animationsfilm og den overskuelige ferieberegner rettet mod alle øvrige ansatte, der finder de nye ferieregler uoverskuelige.
Filmen kan ses herunder. Ferieplanlæggeren og den tilhørende forklaring findes på sitet ”Viden på Tværs”.
Har du flere spørgsmål om ferie, kan du sandsynligvis finde svaret i HK Kommunals site ”Alt om din ferie, når du er ansat i en kommune eller region”, der også rummer en FAQ med ofte stillede spørgsmål. Ellers må du som TR meget gerne sende det til TR-nyhedsbrevets redaktør, Lars Friis, lars.friis@hk.dk, der så vil forsøge at finde svaret. Har svaret mere generel interesse, vil det blive lagt ind i den nævnte FAQ.
Nye ferieregler 2020 from vpt.dk on Vimeo.